Næste uge bliver forrygende. Sorø jazzen med mere end tyve koncerter i dagene fra søndag den 20. juli til og med søndag den 27. juli vil nemlig blive spillet i det skønneste sommervejr. DMI lover i sin regionale vejrprognose for Vestsjælland sol hver eneste dag med kun lidt vekslende skydække og temperaturer på mellem 20 og 25 grader. Risikoen for regn er minimal og i givet fald kun nogle enkelte dråber (mindre end 1 mm. dagligt). Vinden forudses at lufte som en svalende brise på 3-4 meter i sekundet.

Bedre kan hverken publikum eller musikere ønske sig det – specielt ikke der, hvor koncerterne holdes udendørs. Det gælder på Kongskilde Friluftsgaard, i Stenlilles gamle Købmandsgaard, i Holberghaven på Tersløsegaard og på Torvet i Sorø, ligesom både Café Tre Konger og Hotel Postgaarden nok vil bruge deres skønne gårdhaver til koncerterne.

Hele programmet med alle medvirkende, tider og steder kan ses på www.soroejazz.dk.

dinesen

SIDSTE NYT: Jakob Dinesen spiller lørdag 26. juli

Den kendte tenorsaxofonist og nylige modtager af Bent Jædig prisen Jakob Dinesen kommer med til Sorø Jazzfestival. Han spiller lørdag den 26. juli kl. 14.00 på Kongsgaarden i Vester Broby sammen med bandet “Martini’s”, der bl.a. har “Nulle” med på klarinet og “Fessor” på trækbasun. Jakob Dinesen spiller en syngende romantisk tone i stil med Lester Young på sin tenorsax. Han afløser trompetisten Peter Marott, der pludselig har måttet melde afbud.