Sognepræst i Slaglille-Bjernede-Alsted-Fjenneslev Kirker, Anders O. G. Frederiksen, ønsker god søndag til alle. Hermed ugens søndagsord som bliver udgivet her og på kirkernes hjemmesider, indtil vi kan mødes i kirken igen:

Søndagsord – i en urolig tid. II
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. (1. Korintherbrev)

Som ganske ung blev jeg ramt af en sjælden og alvorlig sygdom. Og fra at have levet en sorgløs og ubekymret tilværelse på Studiestræde, gik jeg en ængstelig og usikker fremtid i møde. Det hele endte i en hospitalsindlæggelse og to større operationer.

Isoleret set var det et temmelig kedeligt forløb, men der var også lyspunkter. Her tænker jeg ikke mindst på den megen omsorg jeg mødte i disse dage fra familie og venner. Men også vildtfremmede menneskers omsorg og medlevenhed, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, så jeg selv i dag, næsten tyve år senere, stadig husker navne og ansigter fra dengang: En ambulancechaufførs venlige og beroligende ord, skiftende sosu’er og sygeplejerskers lindrende smil, samt andre små ting der gjorde at jeg lettere kunne holde modet og humøret oppe. Jeg véd at det var en vanskelig tid, men underligt nok, ser jeg i dag også tilbage på forløbet med glæde og taknemmelighed, skønt jeg selvfølgelig helst havde været det alt sammen foruden.

I dag er jeg rask og det ligger alt sammen i fortiden, men når jeg alligevel kommer til at tænke på det, hænger det selvfølgelig sammen med den tid vi gennemlever nu. Der er en farlig sygdom over landet, som har kostet menneskeliv, men der er også lyspunkter. Vi står som folk sammen – hver for sig. Der hejses flag, gives håb og manes til fælles årvågenhed. Vores dygtige læger og sundhedspersonale følger samvittighedsfuldt deres kald og stand. Familier og venner står stærkere sammen i krisen. Og der er mange, som gavmildt hjælper hvor der er brug for det, også med omtanke for de syge og dem der sidder alene. Jo, der er mange lys i mørket og det synes jeg, trods den alvorlige situation vi befinder os i, er værd at glæde sig over.

En gammel nu pensioneret jysk præst, har engang kaldt det for den ’uafviselige glæde’. Og det vil sige den glæde der kommer af kærligheden. Det er den glæde, som man ikke kan afvise, trods al verdens mørke og fortrædeligheder, man må opleve glæden og blive grebet af den.

I teologien taler man ofte om det såkaldte teodice-problem: Når Gud er god, hvorfor findes der så så meget ondt i verden? Men det spørgsmål kan også vendes på hovedet, som filosoffen K.E. Løgstrup gjorde. Han kaldte det nihilodice, for han mente at det kunne være ligefuldt så vanskeligt, om ikke langt vanskeligere, at skulle forklare, hvorfor der er så megen glæde og kærlighed til i en verden, der ellers måtte være tom og meningsløs? Nej, sådan anskuet, er svaret allerede givet, mente han. Kærligheden kommer jo fra Gud, i hvis billede vi er skabt! Kærligheden er Guds gave til mennesker i en verden, der troen, håbet og kærligheden foruden ville have været fortabt på alle leder og kanter.


I øjeblikket befinder vi os i den del af kirkeåret, som man kalder for fastetiden – i gamle dage den 40 dages forberedelsestid mod påske, hvor man besindede sig på tilværelsens store mysterier og Guds historie med mennesker.

Vi faster ikke længere som de gamle gjorde, men befinder os i ufrivillig isolation. Om ikke i en påtvunget fasteperiode, hvor vi ikke har de samme muligheder for adspredelse som før, så i hvert fald i en tid, hvor det også for os, bliver tydeligt, hvad der er tilværelsens bærende elementer: Sammenholdet og fællesskabet. Kærligheden derhjemme og kærligheden til land og folk.


I år bliver der desværre ingen påskefejring i kirken, hvor vi kan høre om den Guds kærlighed, som er den kærlighed, som den jordiske lignes ved og er en mat afglans af. Så meget desto mere, vil jeg med denne søndagshilsen, minde jer om alt det vi lærte som børn: At Gud altid er med os, hvor end vi så er. Og som han elskede Os, skal vi også gøre!

Gud kom til verden i sin søn Jesus Kristus og meddelte os en kærlighed stærkere en selv døden. Han gik omkring på de støvede veje, helbredte de syge og åbnede de blindes øjne og de døves øre, så de igen kunne høre Guds Ord og se hans velsignelser. Vejen gik mod lidelse, død og opstandelse. Og vejen gik derude, midt i vores verden, hvor alt er usikkert og meget gået galt, derude hvor et menneske kun kan sige: Gud i vold! Derude levede han og derude døde han – for at vi, når vi er der, ikke skal være der alene.


Og deri er ligger der også en uafviselig glæde for dig og mig i disse dage hvor tiden går mod påske. For selv om verden ganske vidst stadig ligger under for alskens plager, skal vi vide, at der er en glæde og et lys, som mørket ikke kan gribe, og som midt i det alt sammen gør at vi kan være her, fordi vi er i Guds hånd!

Amen!

Del på sociale medier