Grønt friluftsbadPå søndag den 17. maj åbner Danmarks første grønne offentlige friluftsbad i Ruds Vedby.

Når Ruds Vedby Friluftsbad åbner for badesæsonen er det lidt af en sensation. Friluftsbadet er nemlig blevet totalrenoveret, og åbner som det første offentlige friluftsbad med biologisk rensning – helt uden klor.

Ideen om at lade biologisk rensning erstatte klor er hentet fra Tyskland, hvor der findes ca. 140 friluftsbade med bio-rensning. Ikke desto mindre har det taget næsten to år at få de danske myndigheders godkendelse af det nye anlæg.

– Det er det første anlæg af sin art i Danmark, og derfor følger både Naturstyrelsen og Sundhedsstyrelsen det nøje. Fordi det hele er nyt, har vi desuden valgt at abonnere på et monitoreringssystem i Tyskland, så vi kan følge vandkvaliteten meget nøje og gribe ind øjeblikkeligt, hvis der skulle blive behov for det, fortæller Søren Borup Jensen fra Sorø Kommune, som er projektleder på renoveringen af friluftsbadet.

Klorfri badning
Borgmester Gert Jørgensen glæder sig til at indvie det nyåbnede friluftsbad.

– Ruds Vedby Friluftsbad er et stort aktiv for lokalsamfundet, og det er meget positivt, at det takket være de store energibesparelser i det nye rensesystem har kunnet lade sig gøre at renovere badet, så børn og familier fra nær og fjern kan nyde friluftsbadet hele sommeren. Det er spændende, at Ruds Vedby bliver pioner i forhold til biologisk rensning, og jeg ved, at man mange andre steder i landet følger projektet med stor interesse.

FilterHvad er biologisk rensning?
Vandrensningen sker gennem tre biologiske filtre, der nedbryder sygdomskim, holder vandet klart og fri for algevækst. Dels et hydrobotanisk filter, der renser vandet ved hjælp af plantevækst og som samtidig fremmer mikroskopisk dyreliv, dels et aquakulturfilter med undervandsplanter og et særligt filtermedie, der giver grobund for gavnlige mikroorganismer, og endelig et teknisk vandrensningsfilter med et sprinklersystem, hvori vandrensningen også foregår ved hjælp af mikroorganismer. Sprinklerne aktiveres ved hjælp af en fotosensor der registrerer på vandets klarhed ud fra badebelastningen. Derudover installeres et filter for optagelse af fosfat, for at minimere dannelsen af alger. Altså grundlæggende et filtersystem der renser vandet ved hjælp af naturens egne metoder.

Vær med til åbningsfesten!
Ruds Vedby Friluftsbad holder åbningsfest søndag den 17. maj kl. 13. Der bliver musik ved Ruds Vedby Garden, tale ved borgmesteren og masser af lagkage. Vi håber på masser af sol og sommerglæde.

Alle er velkomne. Husk badetøjet!

Praktisk info
Friluftsbadet er åbent fra maj til september. Se åbningstider mv. på rvsvom.dk
Adresse: Ruds Vedby Friluftsbad, Skolegade 15, 4291 Ruds Vedby.

Fakta:

Ruds Vedby Friluftsbad
Ruds Vedby Friluftsbad er renoveret og vedligeholdes af Sorø Kommune. Friluftsbadet drives i det daglige af Ruds Vedby Svømmeklub, som også arrangerer sommerferiesvømning og står for årets store svømmestævne, Ruds Vedby Legene.

Baner og bademiljø
Ruds Vedby Friluftsbad består af et 25 meter svømmebassin med baner og udspring samt et plaskebassin for de mindre børn. Hele herligheden er omkranset af et dejligt terrasseområde, hvor man kan slappe af og slikke sol.

Endnu er det ikke er tilladt i Danmark, at blebørn må anvende badet. Sorø Kommune vil arbejde på at få dette ændret, når badet har dokumentet effektiviteten af vandrensningen.

Friluftsbadet er pionér
Ruds Vedby Friluftsbad bliver det første offentlige bad med biologisk rensning på Sjælland. Der findes enkelte badesøer med biologisk rensning på campingpladser og feriecentre i Jylland og på Bornholm, men ingen som er offentlige friluftsbade, som det i Ruds Vedby.

Tysk inspiration
I Tyskland findes ca. 140 offentlige friluftsbade med biologisk rensning. Her fra har man hentet videnskabelig dokumentation for det biologiske filters vandrensningsevne.

Miljøvenlig badning
CO2-belastningen ved biologisk rensning er fire gange lavere end med traditionel vandrensning, og el- og vandforbruget er markant lavere.

ESCO-samarbejde
Renoveringen af friluftsbadet er udført som en del af Sorø Kommunes ESCO-samarbejde med Schneider Electric, hvor der samlet set er sparet over 3 millioner kroner årligt på energi forbruget i kommunens ejendomme.

Biologisk rensning
Badet får bygget 3 forskellige biologiske filtre, et hydrobotanisk filter med vandplanter, et aquakulturfilter med undervandsfilter med mikroorganismer og et teknisk vandrensningsfilter med et sprinklersystem, hvori vandrensningen også foregår ved hjælp af mikroorganismer. Sprinklerne aktiveres ved hjælp af en fotosensor der registrerer på vandets klarhed ud fra badebelastningen. Derudover installeres et filter for optagelse af fosfat, for at minimere dannelsen af alger. Altså grundlæggende et filtersystem der renser vandet ved hjælp af naturens egne metoder.

Det er Grontmij A/S, som har været rådgiver på projektet omkring biologisk rensning af bassinerne.