Hedebølgen har slået 89-årige Simon Rosenbaum ud, men hans datter og barnebarn springer til, så arrangementet i Holbergs stuer i søndag 5. juli kl. 14.00 undgår aflysning
Det bliver i familien. Med en fantastisk imødekommenhed lovede skuespilleren Ina Rosenbaum og pianisten August Rosenbaum sent lørdag at rejse til Tersløsegaard for at gennemføre den forestilling, der er annonceret til søndag 5. juli kl. 14.00 med deres far og morfar i hovedrollen. Simon Rosenbaum blev lørdag kørt på hospital for at få sine væskedepoter fyldt op.
Skuespilleren Ina-Miriam Rosenbaum, 56 år, (foto) er den ene af Simons to musikalske døtre. Hun er uddannet på Statens Teaterskole, har spillet teater, revy og instrueret i efterhånden en menneskealder. I 2011 modtog hun Årets Reumert for bedste kvindelige hovedrolle.
Hendes søn August Rosenbaum, 28 år, er som et af de senere års mest bemærkelsesværdige klavertalenter allerede med i Statens Kunstfonds pulje for den unge elite samt belønnet med Danish Music Award i kategorien nye jazznavne. Han begyndte som ganske lille dreng at spille med morfar på Hindsberg flyglet i Simon Rosenbaums hjem, blev uddannet på Det kgl. Musikkonservatorium og har siden kastet sig ud i jazz avantgarde.
Søndag 5. juli på Tersløsegaard:
Kl. 12.00 Museet åbner – i dagens anledning også med servering af drikkevarer (kaffe, øl, vand, vin).
Kl. 14.00: Forestilling med Ina og August Rosenbaum omkring et Fazer koncertklaver. Entré: 65 kr.