Debatindlæg af Bo Mouritzen, Byrådsmedlem for Enhedslisten i Sorø. Indlægget er svar på læserindlæg fra Bjarne Kjems.
Det radikale byrådsmedlem Bjarne Kjems er utilfreds med, at Enhedslisten i Sorø ikke vil tage til efterretning, at Sorø kommune automatisk har forlænget sin bankaftale med Danske Bank.
Bjarne Kjems mener, det handler om, at Enhedslisten ikke har tillid til forvaltningen, det gør det nu ikke. Det handler om, at Enhedslisten ikke har tillid til Den Danske Bank. Så når Enhedslistens ikke kan tage orienteringen til efterretning, er det fordi vi er uenige i den politiske handling.
Det handler om, at Sorø kommunes bankforretninger er et meget politisk spørgsmål, og der er Enhedslisten og De Radikale i Sorø grundlæggende uenige i vores holdning til, om hvidvaskning og skatteunddragelse skal have konsekvenser.
Det mener Enhedslisten, det skal. Derfor fremsatte vi et forslag i byrådet om, at Sorø bør søge en bankforbindelse, der hverken er dømt for hvidvaskning eller skatteunddragelse.
Det kunne De Radikale ikke støtte. Sammen med Alternativet valgte partiet at stemme blankt og dermed faldt forslaget, da DF, Venstre og Konservative stemte imod, at der skal indføres en klausul, der hindrer, at Sorø Kommune samarbejder med banker, der er dømt for hvidvaskning og skatteunddragelse. Derfor er det ikke overraskende for Enhedslisten, at De Radikale har det fint med, at aftalen blev forlænget. Partiet har i Sorø hele vejen modarbejdet den indsats, der skal sige fra overfor bankernes grådighed.
Enhedslisten vil ikke acceptere et samfund, der efter vores opfattelse kører med to forskellige moral kodeks. Et for finanssektoren og den økonomiske elite, der går fri, uanset hvordan de optræder. Et andet for de mest udsatte grupper, der for eksempel kan få en bøde samt blive forvist fra byen for at sove foran de banker, der hæmningsløst rager til sig.
Fra Enhedslisten kan vi allerede nu slå fast, at ender det sådan, at aftalen med Den Danske Bank forlænges yderligere, så vil Enhedslisten også fremover sige fra overfor den beslutning.