Fredag den 17. maj var Pia Olsen Dyhr fra SF på besøg i Åmosen i Sorø.

Dansk landbrug skal løfte en meget større del af klimaansvaret, mener SF. Landbruget står nemlig for omkring en femtedel af Danmarks samlede CO2 udledning. Derfor er det dybt kritisabelt, at Regeringen friholder landbruget i indsatsen for at nedbringe CO2 udledningen.

Efter regeringsskiftet 2015 sløjfede Venstre-regeringen for eksempel en pulje på 45 millioner kroner til klima- og naturprojekter i Åmosen, som kunne have medført en reduktion på 10.000 tons CO2/år. Nu kigger SF igen mod Åmosen som mulighed for at nedbringe CO2 udledningen.

– Det er til alles fordel, at vi stopper med at drive landbrug i Åmosen. Landmændene får noget andet jord i bytte for den udpinte mosejord. Naturen får lov at brede sig. Og klimaet slipper for store mængder klimagasser, siger Pia Olsen Dyhr.

– Landbruget er en lavthængende frugt i klimakampen. Det står for en meget stor del af udledningen, samtidig med at der er helt oplagte ting at tage fat på. Det vil for eksempel gøre en stor forskel for miljøet og klimaet, hvis vi tager de sårbare jorde med høj klimabelastning ud af dyrkning, siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF.

I sit landbrugsudspil lægger SF op til, at landmændene for eksempel kan kompenseres via bedre muligheder for jordfordeling, hvor man giver landmanden et andet stykke jord i bytte for den jord, der skal tages ud. Økonomisk kompensation er også en mulighed via landbrugsstøtten eller via den grønne milliard, som SF vil afsætte hvert år til klima og miljøprojekter.

– Det er afgørende, at vi får nedsat vores CO2-udslip, og det får vi ikke af at male logoer grønne eller blot ved gode intensioner. Der skal handling og reelle ændringer til, i den måde vi lever på. Landbruget i Danmark bærer en stor del af vores udledning, og det er oplagt at få reduceret den. Og her er Åmosen et oplagt sted at starte, hvor vi både kan reducere vores CO2 og få mere vild natur, siger Astrid Carøe, folketingskandidat for SF på Sjælland.

Jordene skal i stedet udlægges som natur, og her er Åmosen et af de mulige områder, som SF sammen med S har aftalt skal udpeges til område med vild natur. Det betyder, også at Åmosen skal med i overvejelserne om, hvor der i Danmark skal ske ’rewilding’, det vil sige vild natur med udsatte store dyr, der skal lave naturlig ’ravage’ og skabe dynamik i naturen.

– Samtidig vil vi jo stoppe dræning og gødskning, og det vil alt sammen få kvælstofudledningen til at falde ved vores søer og vandløb, siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF.

I Åmosen vil det for eksempel nedbringe CO2 udledningen, hvis man fjerner dræn og grøfter, fordi det stopper udtørring af mosen. Vandet vil på den måde lægger et ’låg’ på det organiske materiale, så ilten ikke kan komme til og nedbryde planterester til CO2, og det vil mindske CO2 udledningen. Det er afgørende, at kvælstofbelastningen samtidigt fjernes, så der ikke dannes mere af klimagassen lattergas.

SF forslår, at man samlet set stopper dyrkning af de 65.000 hektar mest klimabelastende jorde – svarende til syv procent af Danmarks samlede landbrugsareal. Sammen med nedbringelsen af antallet af husdyr i Danmark er det de to enkeltforslag, som vil have den mest positive effekt i klimaregnskabet. SFs samlede landbrugsudspil kan nedbringe landbrugets udledning af drivhusgasser med op til 25 procent i 2030 sammenlignet med i dag.

FAKTA
Det vil SF med landbruget:
– Mindre landbrugsareal – udtag af lavbundsjorde, genopretning af ådale og stop for dyrkning, og genopretning af åers naturlige forløb.
– Mere klimavenlige afgrøder og dyrkningsteknikker
– Bæredygtigt proteinfoder – begrænsning af især sojaimport
– Mere biogas og forsuring af gylle
– Mere klimavenlig fodring af kvæg
– Dieselafgift på maskiner – provenuet føres tilbage til landbruget
– Mere klimavenlige kostvaner.

Pia Olsen Dyhr var på besøg i Åmosen. Foto: SF
Foto: SF