Sorø bliver præsenteret på en stor stand i Danmarkshallen, når Nordens største publikumsmesse på fredag (den 20. februar) åbner i Herning. 60.000 mennesker ventes at besøge den populære ”Ferie for Alle”. Sorø bliver ikke nem at overse, for SET (Sorø Event & Turistbureau) har sat alle sejl til for at fange opmærksomheden. Det gælder både over for publikum og en række særligt inviterede professionelle aktører fra rejsebranchen.

kostumeTuristchef i Holberg-kostume
Allerede på åbningsdagen vil turistchef Jesper Nygaard tage imod et hold norske turoperatører. I den anledning ifører turistchefen sig et fornemt Ludvig Holberg kostume, udlånt af Holbergteatret som hver sommer spiller Holberg i Akademihaven. ”Holberg var jo født i Norge, og hans museum Tersløsegaard ligger i Sorø Kommune, så vi er selvfølgelig parat med gode tilbud om grupperejser til disse potentielle partnere, der kan sende gæster til kommunen,” fortæller Jesper Nygaard.

Også danske busselskaber er specielt inviteret til Sorøs stand i Herning. Her har SET fået Sorøs egen busvognmand Peter Nygaard fra Nygaards Turist- og Minibusser til at medvirke som sponsor, ligesom Comwell Sorø bidrager med smagsprøver på de gourmet delikatesser, køkkenet er kendt for.

Jazzkoncert på standen
Fredag eftermiddag letter taget over Sorø standen i den store Danmarkshal, når jazzkvartetten ”SchackMates” med hammondorgel, to blæsere og trommer giver en forsmag på den kommende Sorø Jazz Festival i juli 2015. Det bliver tredje år i træk, at jazzen i en hel sommeruge kommer til spillesteder overalt i Sorø Kommune. Gourmetbryggeriet bliver igen hovedsponsor for festivalen, og det markeres på Sorøs stand i Herning med højtskummende fadøl til gæsterne.

Smagen af Sorø
SET har begivenheder på sit program hver eneste af de tre messedage i Herning. Lørdag præsenteres restaurant Støvlet Katrines Hus på Sorøs stand. I sensommeren 2014 lancerede restauranten sin egen italienske vin fra Sicilien. Det kommer sommelier Martin Castillo og fortæller om under en vinsmagning på standen. Samtidig disker kokken Chrisstoffer Ringsing, som netop er blevet nr. 1 i DM i Skills for danske kokke op med lækkerier, inden han skal videre til Verdensmesterskaberne i Brasilien.

Søndag sættes der fokus på ”Smagen af Sorø” med besøg af direktør og køkkenchef Rene de la Cruz fra Restaurant Kongskilde Friluftsgård. Han vil forkæle de besøgendes ganer med smagsprøver af sine udvalgte lokale produkter, tilberedt på hans egen facon.

Miniaturegolf
Mellem smagninger, underholdning og drøftelser om besøg, vil gæsterne på Sorøs stand kunne motionere på Sorø Golfbane – dog kun i miniatureskala. Til gengæld er der præmier til alle, der tør prøve at svinge golfkøllerne.

”Jeg synes, at vi igen i år favner bredt. Vi ved på turistbureauet, at det giver en masse til vores kommune, at vi både henvender os til slutbrugerne, til pressen og til samarbejdspartnere. Desuden udvider vi med både turoperatører og busselskaber for at øge kendskabet til Sorø og få tiltrukket nye grupper af turister. Der bliver run på, men vi er klar og rigtig godt forberedt”, erklærer turistchef Jesper Nygaard før turen går til Herning om et par dage.