PRESSEMEDDELELSE

Sæt proppen i
Uge 40 kampagnen bringer nye tal for danskernes alkoholforbrug og opfordrer os til at overveje vores forbrug den 13. oktober 2011.

Hvis du bor i en velstående kommune som Frederiksberg, Gentofte, Hørsholm, København eller Rudersdal, er der en stor sandsynlighed for, at du drikker mere end Sundhedsstyrelsen råder til. Gentofte ligger helt i top, her er det hver tredje mand og mere end hver tredje kvinde, der overskrider Sundhedsstyrelsens lavrisikogrænse på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 genstande om ugen for mænd.

I Kommuner som Brønderslev, Haderslev, Hjørring, Jammerbugt, Morsø, Rebild, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejle, Vesthimmerland og Åbenrå holder flere sig under lavrisikogrænsen. Vejen kommune ligger lavest. Her er det 15 % af både mændene og kvinderne, der drikker mere end de 7/14 genstande på en uge.

På landsplan drikker 39 % af mændene og 19 % af kvinderne hver måned mere end 5 genstande ved samme lejlighed og det beruselsesorienterede drikkemønster er derfor også et stort problem i den danske alkoholkultur. Men også her er der stor forskel på kommunerne. På Frederiksberg drikker 54 % af mændene mere end 5 genstande mindst en gang om måneden. På Læsø er det kun 25 %. I København er det 34 % af kvinderne, der drikker mere end 5 genstande mindst en gang om måneden. På Bornholm er det kun 12 %

Sorø Kommune – færre har et helbredsskadeligt drikkemønster
Kommuner med færre borgere, der har et helbredsskadeligt drikkemønster er: Albertslund, Bornholm, Ishøj, Læsø, Odsherred, Rebild, Samsø, Slagelse, Solrød, Sorø, Vallensbæk og Åbenrå.

Få genstande øger risikoen for kræft
Sæt proppen i, så lever du længere. Det er budskabet i Sundhedsstyrelsens nye alkoholkampagne. Hvis du vil have en lav risiko for at blive syg af alkohol, bør du som kvinde drikke 7 genstande eller mindre om ugen og som mand 14 eller derunder. En genstand er 12 gram (1,5 cl) ren alkohol. Som tommelfingerregel kan du regne med, at der er én genstand i f.eks. 1 almindelig øl (33 cl) eller 1 glas vin (12 cl). Der er altså cirka 6-7 genstande i en flaske vin på 75 cl.

Fordelene ved at holde igen med alkoholen er mange. Du har mindre risiko for at få en lang række sygdomme, bl.a. flere former for kræft. Det er også vigtigt ikke at drikke alle genstandene på en gang, da det mest sundhedsskadelige drikkemønster er at drikke meget på en gang.

Sæt proppen i torsdag d. 13. oktober – og vælg kun de bedste glas
”Sæt proppen i dagen” er en opfordring til at sige nej tak til alkohol denne dag og bruge dagen til at give sine alkoholvaner et eftersyn og tænke over, om man ønsker at justere sine alkoholvaner.
Hvis du har lyst til at skære ned på dit forbrug kan en af måderne være at beholde de gode glas. Altså de glas eller de øl, som giver dig mest nydelse eller som er vigtige, fordi de drikkes sammen med andre, der betyder noget for dig. Vinen eller øllen, der drikkes alene eller fordi det er blevet en vane, er måske nemmere at undvære.

Sorø Kommune – 4årig indsats for at forebygge alkoholproblemer
De seneste 4 år har Sorø Kommune haft fokus på at forebygge alkoholproblemer. Der er sat forskellige initiativer i gang, som netop har til hensigt at standse eller skære ned på et storforbrug inden det bliver til en afhængighed. F.eks. kan man nu via henvisning fra egen læge komme til livsstilssamtaler, hvor man kan tale om og få værktøjer til, hvordan man ændrer sine alkoholvaner. Sorø Jobcenter har også fokus på at styrke indsatsen i forhold til borgere, der har alkoholproblemer og så er der kommet flere alkoholnøglepersoner til – det er ansatte rundt omkring i kommunen, som har en stor viden om alkoholforbrug og som er gode til at tage en snak om den enkeltes alkoholproblemer.