Ruds Vedby Borgspil ser frem til at byde jer velkommen i Vedbygårdspark. Årets borgspil, ”1915 – Lykke for Land og Folk”, er en musical om kampen for kvinders valgret – en vigtig epoke i Danmarks historie, hvor især blomstrende fagforeninger blandt stuepiger og husassistenter kom til at få stor betydning.

En dansk provinsby danner rammen for fortællingen, hvor vi følger to unge kvinder fra hver deres vidt forskellige sociale klasse.

Margrethe Schjold er af en konservativ familie i det bedre borgerskab, men som en ung og fremsynet kvinde kæmper hun for at starte kvindesagsmøder og sætte fokus på kvinders problemer i samfundet. Et arbejde, der møder stor modstand i de finere familier.

Blandt byens fattige møder vi stuepigen Ida Josefsen, som hvirvles ind i kvindekampen gennem Husassistenternes nye fagforening. Hun får dog meget andet at tænke på, da en forbudt kærlighed til bankdirektørens søn pludselig vender hendes liv på hovedet.

Begge kvinder bliver samtaleemne blandt byens befolkning, som dækker et bredt udsnit af samtidens Danmark. De nyrige gullaschbaroner, de fine fruer, drukkenboltene fra kroen, de indremissionske og sygeplejersken, der vil til Europa og hjælpe til under 1. verdenskrig, er blot nogle af dem, der bliver viklet ind i Margrethe og Idas skæbner.

Har du endnu ikke fået købt din billet? Så kan du bestille via dette link: https://rudsvedbyborgspil.dk/billetter/

Forestillingen vises i tidsrummet 9. august 2023 – 19. august 2023.

Pressefoto