Poul-Jørgen Larsen er kendt i Sorøs musikliv og fra turistkontoret i Storgade.

Hvordan plejer du at fejre Sankt Hans Aften?
Tidligere fejrede vi altid Sankt Hans Aften med børnene ved Sorø Sø, som ofte udviklede sig til et hyggeligt i selskab med mange bekendte fra Sorø.

Da Sankt Hans i år falder på en lørdag, skal vi til Karrebæksminde (og ”børnene” nu klarer sig selv) – og vi forventer en dejlig aften med gode venner.

Hvad er dit favoritsupermarked i Sorø Kommune?
Jeg handler oftest i Super Brugsen på Frederiksberg, som altid er dejlig at besøge – men nyder dog også et besøg i Netto, hvor der oftest er gode tilbud. Men håber at det i den nærmeste fremtid også vil være muligt at forbedre indkøbsmulighederne i Sorø centrum til gavn for vore ældre medborgere, der ikke er så mobile længere.

Hvor tit bruger du genbrugspladsen i Sorø/Affald Plus?
Et par gange om måneden, når haveaffaldet eller lignende skal fjernes – hvor er vi heldige at vi i Sorø har en sådan plads, hvor du altid møder et personale, som er yderst hjælpsomme og behagelige.

Hvis turister spurgte dig, hvad de skulle se i Sorø, hvad ville du så anbefale?
Det første, som falder mig ind, må være vores skønne natur, en sejltur med Lille Claus, en gåtur i Akademihaven, besøge Klosterkirken, eller ikke mindst en tur rundt i Sorøs dejlige gader.

Hvilke attraktioner – hjemme og ude – har du selv planer om at se i løbet af sommeren?
Med udsigt til studenterfest, barnedåb (barnebarn), 20 års og 60 års fødselsdag bliver besøg på attraktioner meget begrænsede i år – men skulle der blive tid, ville en tur til London, Rom eller Berlin ikke være dårlig.

Har du planer om at høre nogle af koncerterne i Sorø Internationale Musikfestival?
Har stor interesse for musik, men desværre ikke i den retning – jeg skal til flere koncerter (primært med bluesmusik på programmet) – så her er svaret klart nej.

Mener du kommunen mangler flere rundkørsler, og i givet fald hvor?
Da jeg er bosiddende på Frederiksberg, oplever jeg, at en rundkørsel ved Skælskørvej/Smedevej måske ikke ville være at foragte – her er virkelig ”run” på, når børnene skal møde på Frederiksberg Skole.

Poul-Jørgen Larsen