Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Sorø Kommune i tidsrummet fra den 19. marts til den 27. marts. 

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

STENLILLE: Røveri mod supermarked
Et supermarked på Stationsvej i Stenlille var i går klokken 21.02 udsat for et røveri, da en mand kom ind i butikken og tog fat i en kvindelig ansat. Gerningsmanden skubbede hende ud i baglokalet, hvor han bad hende om at åbne pengeskabet. Han fik udleveret et kontant beløb og stak herefter af ud af bagdøren. Røveren beskrives som ca. 165-175 cm høj, almindelig af kropsbygning, hvid hud, blå øjne, lyst skæg, iført sort hættetrøje af mærket Peak Performance, sorte arbejdsbukser og sorte Nike sko. Politiet hører gerne fra vidner, der kan have oplysninger til sagen.

SORØ OG KORSØR: To tilfælde af tricktyverier
I går var der to tilfælde af tricktyverier i hhv. Sorø og Korsør. Det første skete klokken 10.45 på Tårnborgvej i Korsør. Her fik en 70-årig mand franarret en del kontanter samt sit hævekort, da en udenlandsk mand fremviste et kort over Berlin og spurgte om vej.

Manden beskrives som østeuropæisk af udseende, mellem 30 og 40 år, ca. 170 cm høj, spinkel, talte ikke dansk, sort tyndt hår og iført lang grå frakke.Det næste tricktyveri skete på Storgade i Sorø, da en 90-årig kvinde ville hæve penge fra en hæveautomat. Gerningsmanden aflurede hendes pinkode og blandede sig derefter i hendes foretagende ved at trykke “fejl” på displayet.

I forvirringen lykkedes det gerningsmanden at få fat på den 90-åriges hævekort og med den rigtige kode hæve et større kontant beløb, som han stak af med. Han beskrives som 20-25 år, 185-190 cm høj, almindelig af bygning, mørklødet, mørkt hår, iført mørk jakke og mørke støvler med sølvknapper bagpå. Politiet hører gerne fra vidner, der kan have oplysninger til disse sager.

SORØ: Vær opmærksom på udenlandske tagrensningsfirmaer
Lørdag formiddag fik politiet en anmeldelse fra en borger i Sorø, som var blevet kontaktet af en mand, der talte gebrokkent engelsk og gav tilbud om tagrensning. Det er der i sig selv ikke noget ulovligt i, men politiet ved af erfaring, at en del af disse udenlandske firmaer ikke altid lever op til det lovede, og at man derfor skal være meget opmærksom, hvis man vælger at hyre dem.

STENLILLE: Par udsat for vold
I forbindelse med drikkelag på en adresse i Stenlille blev en kvinde og en mand fredag aften klokken 20.03 udsat for vold af en 33-årig mand fra Munke-Bjergby. Politiet blev tilkaldt og betjentene fik fat på den 33-årige, der blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold. Manden og kvinden, der havde fået tæsk, blev kørt på sygehuset til behandling for deres skader.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Dianalund Østervej Lejlighed Fredag klokken 13 – torsdag klokken 19.30 Inventar
Dianalund Henriksvej Hus Fredag klokken 7.45 – fredag klokken 9.15 Intet stjålet

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Sorø Skælskørvej Mandag klokken 7.10 – 13.55 ATK 211 13 50 km/t 74 km/t 2 klip
Stenlille Sorøvej Fredag klokken 6-11.50 ATK 1956 64 60 km/t 103 km/t Syv klip og en betinget frakendelse
Fjenneslev Ringstedvej Torsdag klokken 8.30 – 13.30 ATK 587 13 60 km/t 88 km/t 2 klip
Stenlille Sorøvej Onsdag klokken 10.45 – 16.30 ATK 2107 51 60 km/t 85 km/t 1 klip
Sorø Skælskørvej Tirsdag klokken 14 – 19.30 ATK – bestilt færdselskontrol 313 56 50 km/t 80 km/t 12 klip