Lørdag d. 13. juni 2015 inviteres alle mænd i Sorø Kommune til et ”periodisk syn” af kroppen på Dianalund Genbrugsstation. “Når haveaffaldet er læsset af, kan du fra kl. 10.00 til 13.00 lige nå at få tjekket ”motoren” og snuppe en pølse i pølsevognen”, fortæller sundhedskonsulent Tanja Bigum Jørgensen, Sorø Sundhedscenter.

kvinder2

“Bilen indkaldes automatisk til syn hos Trafikstyrelsen, men hvad med dig? Hvis du gerne vil have glæde af dit ”karrosseri” og din ”motor” mange år frem, kan det være godt at få kroppen ”synet” en gang imellem. Der vil derfor være mulighed for at få foretaget et helbredstjek, samt teste din kondition og din fysik på forskellige aktiviteter. Da vi denne dag har fokus på mænds sundhed, er aktiviteterne dog kun for mænd. Men har du en far/kæreste/mand, som du synes trænger til et ”periodisk syn”, så tag ham i hånden og kom ned og få et tjek”, opfordrer Tanja Bigum Jørgensen.

mortortjek

Der er mulighed for at prøve én eller flere af følgende aktiviteter:

• Motortjek – helbredstjek med mulighed for vejning, måling af fedt- og muskelmasse, blodtryk og blodsukker
• Hvor mange hestekræfter? – tjek din kondition på vores kondicykel
• Ratslør i styreapparatet – hvordan påvirker alkohol dine koordinationsevner?
• Påfyldning af brændstof– køb en pølse hos pølsevognen
• Test karrosseriet – prøv forskellige fysiske aktiviteter og få en snak om hvordan du bedst ”vedligeholder” din krop
• Slå din udvalgsformand – se om du er lige så stærk som Lars Schmidt, Formand for Social- og sundhedsudvalget. Lars deltager i aktiviteterne fra ca. kl. 11 til kl. 12
• Mød en sundhedskonsulent – og hør om de gratis tilbud hos Sorø Sundhedscenter

Praktisk information
Det sker sted lørdag d. 13. juni kl. 10.00-13.00 på Dianalund Genbrugsstation, Industri Vest 15, 4293 Dianalund. Genbrugsstationen holder åbent som vanligt i dette tidsrum, så du stadig kan komme af med dit haveaffald m.m.