En politibetjent var fredag eftermiddag i sin fritid på indkøb i en dagligvarebutik i Sorø, og her lagde han mærke til to mænd, der havde en mistænkelig adfærd. De tog forskellige varer, som de lagde i en pose og stoppede ind under trøjen, og de gik begge gennem kassen uden at betale for noget. De to mænd blev tilbageholdt, og en politipatrulje blev tilkaldt. Tyvene var to udenlandske mænd på henholdsvis 48 og 37 år, og da politiet undersøgte deres bil, fandt de kødvarer, vaskemiddel og flere andre varer til en værdi af knap 5.000 kroner, som stammede fra tre forretninger i lokalområdet. De to mænd blev anholdt og sigtet for butikstyveri, og taget med til politistationen i Slagelse, hvor de blev afhørt. De står nu til en bøde på 3.500 kroner hver.