”Med viljestyrke og gåpåmod – erindringsglimt ved Carsten Bitsch Jørgensen”

Carsten Bitsch Jørgensen har tidligere (2014) udgivet bogen “Talentfulde generationer” om sine bedsteforældre og forældres bemærkelsesværdige liv. I sin nye bog, ”Med viljestyrke og gåpåmod”, som er en fortsættelse, fortæller han sin egen livshistorie.

carsten-bitsch-joergensenCarsten Bitsch Jørgensen er født i 1947 i Sorø. Hans far Frederik Valdemar Jørgensen var lærer og moren, Sigrid Bitsch Jørgensen, vikarierede som organist og underviste klaverelever.

Carsten Bitsch Jørgensen giver gennem fortællingen om sin opvækst i denne bog et flot tidsbillede af 50’erne og 60’ernes Sorø. Han fortæller om at være efternøler, om legekammerater, spejdertiden, musikinteressen, ferieminder og ikke mindst minder om Sorøs gader og folk.

Som ung melder drømmen sig om at gå i faderens fodspor som skolelærer. En drøm som næsten brister på grund af voldsom mobning fra en lærer på Sorø Akademi. Carsten Bitsch Jørgensen takker i dag sine gode, robuste gener, der strækker sig tilbage til de hårdtarbejdende kartoffeltyskere, samt en god opdragelse hjemmefra for, at han alligevel fik kæmpet sig vej til sin drøm om en læreruddannelse.

I 1982 tiltrådte han som skoleleder på Hashøjskolen i Slotsbjergby. Bogen rummer derfor også anekdoter fra Carsten Bitsch Jørgensens tid i skolevæsenet i de kreative år i 80’erne og 90’erne. Ligesom der fortælles om livet som familiefar med hobbylandbrug, biavl og flere kreative projekter.

I dag er Carsten Bitsch Jørgensen pensioneret, men han er dog stadig aktiv i mange sammenhænge for eksempel som kirkesanger. I den forbindelse modtog han Hendes Majestæt Dronning Margrethes fortjenstmedalje i sølv i 2015 for sit arbejde for kirken gennem 40 år.

Med bogen “Med viljestyrke og gåpåmod” giver Carsten Bitsch Jørgensen et unikt indblik i et liv levet i middelklassen i 50’ernes Sorø og op til i dag samt et indblik i 80’erne og 90’ernes fremherskende pædagogiske tanker om kreative fag, musik og praktiske færdigheder.

Bogen er et lokalhistorisk værk og giver med sine indlevende beskrivelser af dagliglivet hos familien i Sorø samt gennemgangen af, hvilke butikker der fandtes i byen på det tidspunkt, læseren et tidsbillede på samfundsudviklingen i Danmark generelt.

Bogpræsentation den 18. december
Bogen udkommer den 9. december på Forlaget VITA.

Forfatteren markerer udgivelsen med en bogpræsentation i festlokalet ”Stalden” på Falkensten Gods, søndag den 18. december fra kl. 14-16.00, hvor alle er velkomne.

Det vil blive serveret en forfriskning, ligesom der vil være musikalske indslag.

”Med viljestyrke og gåpåmod” er på 184 sider og koster 169 kroner. Den kan købes via forlagets webshop, hos forfatteren samt bestilles hos landets boghandlere.