Mogens Kræmer er indehaver af Det Gamle Keramikværksted i Dianalund (tæt på Birkegårdens Haver). 

På hvilken årstid synes du Sorø tager sig bedst ud?
Sorø har sine bedste sider på alle årstider, tænk forår ud over søerne, lyden af tilkommende fugle. Alle vore bøgeskove der springer ud –  jo, foråret i Sorø er vidunderligt.

Sommeren med herligt aktivitet i Storgade, Lionsmarked og nu bierfest, ikke at forglemme kongelig ballet i Akademihaven, og for naturfolket, vandre- og kanoture på og omkring Susåen. Herlig sommer ved Sorø.

Efterårets komme er måske lidt vedmodigt, men farverne i vores natur er helt eventyrligt. Mørkets komme giver en speciel stemning i gamle købstæder. Vi begynder at samle os mere om indendørssysler, og Sorø har et meget bredt foreningsliv, ligesom folkeoplysningsforbundene udbyder en bred palet af kurser hen over efterår og vinter.

Sorø gør absolut vinteren ære med sin unikke juleudsmykning og den store juletræstænding på Torvet. Med lidt held overrisles flommen til glæde for store som små, når frosten tillader, at skøjterne spændes på, og herlige aktiviteter i det fri får frit “skøjteløb”. Jo, vinteren har også sin charme i Sorø.

Sorø Kommune har lige ansat en ny bosætningskonsulent, Mette Kaae – hvad bør Sorø gøre for at få flere til at bosætte sig i byen?
For både bosætningskonsulent og erhvervskonsulent (Peter Fjerring, red.) må det bero på en indsat ud over det almindelige at kundgøre og fremvise alle de kvaliteter, Sorø har at byde på. Specielt erhvervskonsulenten må med sit bagland i kommunen være serviceminded, ikke kun for kommende, men også for herværende virksomheder. Jo bedre muligheder, der er for job, jo nemmere er det at få folk til at flytte til området. Så kære konsulenter: Kridt banen op og se og kom igang.

Flere butikker og kulturinstitutioner i Sorø fejrer halloween – gør du?
Siden 2001 har “Det gamle keramikværksted” i Hedeboryde ved Skellebjerg arrangeret Halloween. I år bliver det fredag den 26. og lørdag den 27. oktober, hvor vi byder indenfor til rigtig hyggelig uhygge med sort kaffe og spindelvæv, brændende træstammer og spøgelser. Jo, I skal være velkomne – hvis I tør!

I Sorø starter juleforberedelserne allerede primo november – hvornår og hvordan starter du juleriet?
Julestuen i “Det gamle keramikværksted” er en 25 år gammel tradition, som hidkalder minder fra dengang farmor var ung. Jul i et gammelt keramikværksted tilsat sød svensk gløgg og pebernødder, masser af hjemmelavede troldenisser og unikke julegavetilbud. Så kan det bare ikke blive hyggeligere – for mange kan det simpelthen ikke blive jul uden et besøg i “Det gamle keramikværksted” i Hedeboryde.

Mogens Kræmer