Sorø Privatskole fejrer jubilæum for to enestående medarbejdere. Tina Hagemann har været ansat på Sorø Privatskole i 20 år, mens Anne Larsen har været ansat i 30 år på skolen.

En stor del af medarbejderne på Sorø Privatskole har været en ansat i en årerække, men det er stadigvæk noget helt særligt, når en medarbejder kan fejre jubilæum på skolen. Nu kan Tina Hagemann, der arbejder som pædagog i 0. klasse og i SFO’en, fejre 20 års-jubilæum på skolen, og Anne Larsen, som arbejder med økonomi og regnskab i administrationen, kan fejre 30 års-jubilæum på skolen.

”Vi skal vise respekt og anerkendelse, når medarbejdere giver så mange år af deres liv til den samme arbejdsplads. Vi er dybt taknemlige for al den tid, Tina og Anne har lagt i skolens virke. Skolen er næsten 130 år gammel, og de har haft en kæmpe betydning for massevis af elever, forældre og kollegaer gennem de sidste 20-30 år her,” udtaler Casper Madsen, skoleleder på Sorø Privatskole.

Ved jubilæum på Sorø Privatskole modtager medarbejderen en jubilæumsgave fra henholdsvis skolen og medarbejderne samt en jakkenål. Skolen uddeler jakkenåle til medarbejdere, der har været en del af skolen i 10 år eller mere, som en symbolsk anerkendelse af deres arbejde. 10 år på skolen medfører en sølvnål, 20 år på skolen medfører en guldnål, og 30 år på skolen medfører en guldnål med sten. Det er frivilligt, om medarbejderne vil gå med nålen i hverdagen, men skolen opfordrer medarbejderne til at bære dem til mærkedage og events.

”Tina er fabelagtig i hendes omgang med de yngste børn, og jeg tror, at de fleste i SFO’en kender hende som et udendørsmenneske, der hjælper børnene med at lave bålhygge eller snitte noget sjovt i Findus-skuret. Anne er med tiden gået hen og blevet en institution i institutionen, ment på den bedste måde. Udover at være en stabil, detaljeorienteret og pligtopfyldende arbejdskraft i administrationen, så tror jeg mange kender hende for, at hun tør sige sin mening og være sig selv,” fortæller Lene Topshøj, viceskoleleder på Sorø Privatskole, der snart selv har været på skolen i 20 år.

Anne Larsen
Anne Larsen
Tina Hagemann
Tina Hagemann