PRESSEMEDDELELSE

Sorø-roere tog medaljer ved Danmarksmesterskabet på Brabrand sø.
De unge Sorø roere vandt TU Cuppen!

Selvom fokus var rettet mod den danske roelite, så samlede DM, Forbundsmesterskaber og sidste og afsluttende runde af TU CUP roere fra 35 klubber til kampen om medaljerne i de 43 løb. I DM deltog OL-deltagere, verdensmestre samt medaljevindere fra VM, EM, U23 og Baltic Cup i kampen om medaljerne på en solbeskinnet, spejlblank Brabrand sø, som gjorde det vanskeligt for trænere, tilskuere og de mange officielle gæster med rosportens protektor Prinsesse Benedikte i spidsen at se holdenes placering på banen.
DM fik en lidt dramatisk start, idet første indledende ikke kunne starte som planlagt kl. 8.00, da banen var dækket af tæt tåge, hvorfor dommerne måtte udsætte første start til kl. 9.00, hvilket bare medførte en kortere frokostpause før finalestarten kl. 13.00.

Sorø Roklub deltog i år for første gang i mere end 30 år uden hold i senior og junior A-klassen. Klubben deltog med 11 masters- og 8 juniorroere, som roede med i sidste runde af denne sæsons TU Cup turnering. Sorø Roklubs talentfulde unge lå inden sidste runde suverænt i toppen af årets TU Cup for jun. B og C-roere med Astrid Steensberg og Molly Kaagaard i pigeklassen i jun. B og C – tæt fulgt af klubkammeraterne Ida Langkjær og Ida Balslev. Klubkammeraten Anders Lindblom topper drengeklassen i jun. B og Jens Albert Graudal ligger i toppen i jun. C. I den sidste og afgørende runde ved DM ros alene single og db. sculler – ligesom der kun afvikles A-finaler. Her gjorde arrangøren til de deltagende klubbers overraskelse en undtagelse, idet der på stedet blev indført B- og C finaler. Lidt ærgerligt for de unge Sorø-roere, der ikke var tilmeldt fordi de lå udenfor ”top 5” i TU Cup.

I jun. C kvalificerede Sorøs Jens Albert Graudal sig til B-finalen, hvor han roede i mål på en flot 2. plads efter Roskilde. Senere roede makkerparret Jens Graudal og Jakob Lillelund sig sammen i db. sculler og kvalificerede sig til A-finalen, hvor de roede i mål på 5. pladsen.

Molly Kaagaard og makkerparret Ida Langkjær og Ida Balslev roede de sidste og afgørende TU Cup point hjem i single og dobbelt sculler. Molly Kaagaard roede i mål på 3. pladsen i A-finalen – efter Hadsund og Aarhus.

Jun. B roerne var på banen i både indledende og finaleløbene. Anders Lindblom vandt sit indled-ende i single sculler med klubkammeraten Andreas Sloth på 5. pladsen. Anders vandt A-finalen foran Ribe og KR – mens Andreas Sloth blev nr. 2 i C-finalen.

Anders Lindblom og Andreas Sloth roede db.sculler og måtte se sig besejret af Furesø, Lyngby og Aarhus i A-finalen.

Jun. B-pigerne Astrid Steensberg og Nanna Marcher roede i mål på 2. pladsen i A-finalen i db.sculler – kun besejret af Furesø. Astrid roede senere single sculler og førte alle 1500 meter. Astrid vandt i 6.12.49 foran Bagsværd i 6.27.96 og med Odder på tredjepladsen i 6.30.0.

Inden kaproningens sidste løb, otterløbet, blev de 3 bedst placerede roere i TU Cup hædret. Sorø dominerede både jun. C og jun. B i pige- og drengeklassen. Jun C-pigen Molly Kaagaard vandt turneringen (268 point) med klubkammeraterne Ida Balslev (230 point) og Ida Langkjær (212 point) på henholdsvis 2. og 3. pladsen. I jun. C drenge blev Jens Albert Graudal en flot nr. 3 efter KR og Hadsund.

Jun. B piger blev suverænt vundet af Astrid Steensberg (259 point) foran Bagsværds Mathilde Persson (178 point) og med Julie fra Odder på 3. pladsen. Den tilsvarende drengeklasse blev vundet af Andreas Lindblom (224 point) med klubkammeraten Andreas Sloth på andenpladsen (150 point) foran Emil fra Lyngby (138 point).

Sorø Roklubs mastersroere var på banen i db. single sculler, dobbelt sculler og db.firer.
Scullerroeren Lars Bo Andersen, regerende verdensmester, vandt scullerløbet med et flækket nak-kehår foran Middelfart. Lars roede i mål i 4.10.71 og Middelfart-roeren 4.11.46. Makkerparret Ruth Köster og Ulla Hvid, også regerende verdensmestre, tog kampen op med de øvrige konkurrenter for at vinde – roligt og sikkert roede forbi alle konkurrenterne – 100 meter før mål lå de på andenplad-sen med deres værste konkurrenter fra Fredensborg i førerposition. Sorø havde fart i båden og satte ind med en kraftig spurt frem mod mål – og til alles overraskelse gik Fredensborg pludselig i stå – Sorø passerede og vandt. Fredensborg mandskabet kom aldrig i gang igen, hvorfor de passerede målstregen på femtepladsen. Makkerparret Bjarne Hjorth og Thomas Thougaard havde ikke heldet med sig, da de roede indledende for at kvalificere sig til finalen i masters db.sculler.

I masters firer-løbet deltog 5 herrehold og 3 damehold. Herreløbet blev vundet af Fredericia med DSR på andenpladsen og Sorøs Bjarne Hjorth, Thomas Thougaard, Poul Juel-Hansen og Arnold Pedersen på 3. pladsen.
I det tilsvarende dameløb deltog Fredensborg, DSR og Sorø-kvartetten Birgit Juel-Hansen, Jane Steensberg, Ingrid Petersen og Merete Busk. Lige til de sidste afgørende tag førte Sorø foran Fredensborg, som fik presset bådspidsen forbi Sorø-kvartetten – på 3. pladsen fulgte DSR.