Marianne Berthelsen er souschef i Grønnegården.

Har du planer om at besøge nogle af de lokale julemarkeder?
Jeg har ikke planlagt at tage på julemarked, så hvis jeg gør, bliver det en spontan handling.

Hvordan plejer du at pynte op til jul?
Første weekend i december findes alle julekasserne frem fra “gemmerne”, og pigerne hjælper med at pynte op. Hver ting har sin faste plads, og hvert år købes max et nyt stk julepynt, for ikke at mængden af pynt skal blive for stor. Det er den allerede, så der er gamle juleting, der ikke kommer op mere, men må blive i kasserne. Silkebåndene stryges, og gran sættes fast i sløjferne rundt omkring. Nisseskåle sættes frem med pebernødder i, og fade fyldes med clementiner. Udenfor på terrassen hænger vi lyskæder op under taget og fugleneg i træerne.

Går du i kirke ved juletid?
Ikke hvert år, men når jeg gør, syntes jeg det er rigtig hyggeligt og er glad for endelig at kunne synge med på salmerne.

Køber du nogle kalender- eller julegaver i Sorø/Stenlille/Dianalund?
Ja, så mange som muligt. Af kalendere køber jeg traditionen tro TV2’s, idet overskuddet går til julemærkehjemmene. De to store børn får i reglen en skrabekalender af deres mormor.

Synes du kommunens butikker har gode parkeringsforhold?
Jeg bor tæt på centrum og cykler ofte, så jeg er ikke så afhængig af p-pladser i det daglige. Kun ved storindkøb benytter jeg Netto eller Brugsen, og her er parkeringsforholdene meget udmærkede.

Synes du Købstaden Sorø fortjener titlen som Sjællands hyggeligste juleby?
Der er mange byer på Sjælland, der gør meget for “hyggen” i den mørke tid. Alligevel mener jeg at Sorø med den hyggelige belysning i den brostensbelagte gade, gør sig godt i min forståelse af hygge, så ja, absolut. Selv min mor fra Køge kommer hvert år til Sorøs juletræstænding, fordi hun også syntes, det er stemningsfyldt her.

Marianne Berthelsen