PRESSEMEDDELELSE

Madskolerne sætter rekord

Når sommerferien er over os inden for de kommende uger, slår madskolerne dørene op for børn og unge i hele landet. 85 skoler er tilmeldt, og det er ny rekord. I Sorø foregår det på Pedersborg Skole i uge 27.

Der bliver tændt op under gryderne og den sunde mad, når det i sommerferien ringer ind til årets Madskoler. De første 1.000 børn i alderen 8-12 år har allerede sikret sig en plads, og dermed er der kun 300 frie pladser endnu.

”Vi ser meget positivt på de mange tilmeldinger. Heldigvis har rigtig mange frivillige i år meldt sig, og det betyder, at vi har hele 85 steder i landet, hvor der oprettes Madskoler – det er det højeste antal nogensinde,” siger koordinator Line Damsgaard fra Landbrug & Fødevarer og 4H.

Læring gennem udførelse
De første Madskoler afholdes i uge 26 og de sidste i uge 32. Årets tema er ’at lære ved at udføre’, og derudover vil der være fokus på sunde mellemmåltider.

– Tanken er, at børnene skal føle, smage, prøve, dufte og opleve – det viderefører tanken om, at Madskolerne er et sted, hvor børnene kan få viden om sund mad, kost og motion på en sjov og aktiverende måde. Formålet er, at børn ser hvor maden kommer fra, og at varieret kost bliver et naturligt valg. Den vej igennem arbejder vi også med at gøre børnene mindre kræsne, siger Line Damsgaard.

Madskolerne afholdes i samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer og 4H, og arbejdet på de enkelte udføres af frivillige instruktører. Det koster 495 kr. at deltage på en Madskole, og den lave deltagerpris skyldes, at rigtig mange virksomheder og brancher vælger at støtte projektet – herunder årets hovedsponsor på Madskolerne, Gjensidige.

Fakta om madskolerne
– Arrangeres af Landbrug & Fødevarer og ungdomsorganisationen 4H
– Afholdes 85 steder i landet med deltagelse af ca. 1.300 børn
– For børn i alderen 8-12 år
– Varer fem dage
– Pris: 495 kr.

Læs mere (også tilmelding) på: www.madskoler.dk

Madskolerne støttes af:
Hovedsponsor: Gjensidige
Øvrige sponsorer: Andelsfonden, Bornholms Andelsmejeri, BornPoultry, Danish Crown, Dansk Akvakultur, Dansk Gartneri / GAU, Gasa Nordgrønt, Mejeriforeningen, Nuance og Rose Poultry.
Enkelte Madskoler modtager støtte fra Fødevareministeriet via landdistriktsmidlerne.


Gryder i kog på Rustkammervej 76, 4180 Sorø