På Sorø Genbrugsstation, AffaldPlus, var der i lørdags mulighed for at klunse. En lille samling boder bugnede med ting og sager, som ikke blev brugt længere. Her var f.eks. en del tøj og legetøj til børn.

Loppemarkedet fandt sted i forbindelse med Store Genbrugsdag den 25. september kl. 10-14. I teltet blev gæsterne budt på æbler, bolcher og kildevand, ligesom de kunne deltage i konkurrencer om bl.a. en kurv med lækkerier. Derudover kunne børn og voksne blive informeret om affaldssortering, genanvendelse og miljøindsatsen hos AffaldPlus.

Herfra skal lyde en opfordring til, at man giver soranerne mulighed for at købe og sælge brugte ting på genbrugspladsen hver lørdag i sommerhalvåret.