Butikkerne i Sorø midtby har netop fået dispensation fra Erhvervsstyrelsen til at holde åbent Grundlovsdag i forbindelse med Klassisk Køredag. Det oplyser Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

køredag sorø23Klassisk Køredag har udviklet sig til en af årets største festdage i Sorø, hvor tusindvis af mennesker fra nær og fjern flokkes for at nyde de smukke gamle biler og en bred vifte af underholdning i bymidten.

For to år siden tog en håndfuld handlende kampen op mod lukkeloven – og vandt. Siden er der nemlig tilføjet en lempelse, som gør det lettere for butikkerne at få dispensation til at holde åbent i forbindelse med officielle arrangementer i byerne. Det er byrådet, som skal søge dispensationen, hvilket Sorø byråd naturligvis har gjort igen i år.

Borgmester Gert Jørgensen siger:

– Historien viser mig, at man ikke skal give op, og at det kan lade sig gøre at få ændret på reglerne, hvis man kan argumentere for det. Jeg er stolt af de butikker, som gik forrest her, og som er medvirkende til, at det er blevet lettere for handlende i hele landet at holde åbent på særlige dage, når der er arrangementer i lokalsamfundet.

– Klassisk Køredag er en festdag for hele byen, og det er godt og naturligt, at butikkerne har mulighed for at være en del af festen.

Klassisk Køredag finder sted søndag den 5. juni kl. 12-18 i Sorø bymidte. Årets tema er ”100 år i bilernes tegn” for at markere, at Sorø Museum i år fylder 100.

Klassisk Køredag arrangeres af Sorø Museum i samarbejde med Sjællands Motorveteraner, Veteranmotorcyklens Venner og Dansk Veteranbilsklub, Stiftelsen Sorø Akademi, Sorø Gymnastikefterskole, Sorø Musiske Skole, Victoria Biografen, Sorø Lokalarkiv, Sorø Museumsforening, Torvets Bistro og Steffen Beierholm.