Folkeuniversitetet udbyder i andet halvår af 2014 en række spændende kurser i Sorø. Blandt emnerne er 1. verdenskrig, Hvideslægten og den amerikanske borgerkrig, og så udbydes intet mindre end to moduler i statskundskab.

Litteratur om krig og mord

I 100-året for 1. verdenskrigs udbrud fortæller mag.art. Frantz Leander Hansen om sammenbrudsromanerne ”Hærværk” og ”Jørgen Stein” af hhv. Jacob Paludan og Tom Kristensen. Det sker over to onsdage, den 27. august og 3. september kl. 15.15-17 på Værkerne, Frederiksvej 27, 4180 Sorø.

Frantz Leander Hansen er også underviser på et kursus om Hjalmar Söderberg og hans roman ”Doktor Glas”, der er blevet populær i Danmark, fordi Kerstin Ekmanns roman Mordets praksis bygger videre på Doktor Glas. Det sker den 10. og 17. september kl. 15.15-17, ligeledes på Værkerne.

Endelig gennemgår Frantz Leander Hansen tysk verdens(krigs)litteratur to tirsdage i december. Det er ”Middagsfruen” af Julia Franck og ”Intet nyt fra Vestfronten” af Erich Maria Remarques, hhv. den 9. og 16. december.

Middelalder, borgerkrige og retro

Middelalderhistoriker, cand.mag. Michael Kræmmer holder tre foredrag om Sorøs dåbsattest: Hvideslægten og Sorø Kloster. De handler om de sjællandske stormænd i 1100-tallet, ikke mindst Esbern Snare og Absalon. Det er tirsdagene den 9., 16. og 23. september kl. 19.30-21.15 i Sorø Sognegård, Munkevænget 22, 4180 Sorø.

Fhv. lektor, cand.theol. Henning Nørhøj underviser i Middelalderens kristne verden. Efter år 600 breder kristendommen sig op i de germanske områder. Den katolske kirkes pave styrker sin autoritet og magt som følge af det vestlige Romerriges opløsning. I øst isoleres kirkens i Mellemøsten og Egypten som følge af Islams ekspansion, og Patriarken i Konstantinopel bliver den østlige kirkes samlingspunkt. Kurset løber over fire tirsdage i oktober og november kl. 19.30-21.15 i Sorø Sognegård, Munkevænget 22, 4180 Sorø.

Forfatter, cand.mag. Torben Riis Petersen gennemgår to epokegørende borgerkrige i verdenshistorien: Den amerikanske borgerkrig 1861-65, som førte til det USA, som vi kender i dag, og den spanske borgerkrig 1936-39, som banede vejen for det fascistiske Franco-styre. Det sker torsdagene den 6. og 13. november kl. 19.30-21.15 i Sorø Sognegård, Munkevænget 22, 4180 Sorø.

Ph.d.-stipendiat, mag. art. Kristian Handberg fortæller tre onsdage i oktober om Retrobølgen i kunst og kultur. Halvtresserne og halvfjerdserne dyrkes i vintagemode, retromad, Danish Modern-møbler og tv-serien Mad Men. Det sker kl. 16.15-18.00 på Værkerne, Frederiksvej 27, 4180 Sorø.

Lørdage med politologi

Ekstern lektor, cand.scient.pol. Anders Peter Hansen underviser i statskundskab på Værkerne over hele otte lørdage kl. 10.15-14.55 fra september til november. Grundmodul I: Universitet, politik og videnskab gennemgår både forskellige måder at studere og forstå politik på, samt de idéer, opfattelser og teorier, der ligger til grund herfor.

Grundmodul II: Det politiske system i Danmark – dansk politik i lokalt og globalt perspektiv veksler mellem teoretiske elementer, teorier om magt, politik, stat, demokrati m.v., og konkrete gennemgange af det danske systems vigtigste institutioner (vælgere, politiske partier, Folketinget, regering, forvaltning m.v.). Deltagere bedes købe eller låne: Asbjørn Sonne Nørgaard Peter Munk Christiansen: Demokrati, magt og politik i Danmark, udg. 2006 på Gyldendal.
tavle