En komplet 16-siders jazzavis om Sorø Jazzfestivalen er på vej. Avisen udgives i et oplag på 23.000 eksemplarer af den mægtige mediekoncern Sjællandske Medier, som med fire dagblade og 32 ugeaviser endnu er altdominerende på Sjælland. Sorø JazzAvis bliver sendt til tryk i morgen og er i tabloidformat ligesom Sjællandske, Dagbladet og Sorø Avis.

I den kommende uge leveres de første 5000 eksemplarer til festivalarrangøren SET (Sorø Event&Turist) på Torvet i Sorø, som derefter fordeler den til festivalens spillesteder. Jazzavisen indeholder det fuldstændige program for alle festivaldagene fra søndag den 20. juli til søndag den 27. juli. Nogle dage før festivalstart bliver yderligere 18.000 eksemplarer omdelt til samtlige husstande i Sorø kommune som et indstik i ugeavisen Sorø Avis.

Initiativet til Sorø Jazzavisen er taget af Sorø Avis’ salgschef Patrick Højgaard. Jazzavisen er redigeret af festivalens tilrettelægger, journalist Allan Aistrup. “Det var næsten som at komme hjem igen,” syntes han. Aistrup var for mange år siden journalistelev på Sjællands Tidende og arbejdede i fire år på avisens redaktioner i Slagelse, Sorø og Fuglebjerg.

Nysgerrig? Så kan du allerede nu se hele Jazzavisen online.