Danmarks formentlig mest fleksible læreruddannelse kan fra studiestart i sommeren 2018 tages på Professionshøjskolen Absalon, der nu garanterer studiesøgende, at de kan tage samtlige fag som e-læring. Det giver stor fleksibilitet for de uddannelsessøgende.
Det skriver Professionshøjskolen Absalon til Dit Sorø.
Kræver fag som idræt, musik og madkundskab tilstedeværelse på en uddannelsesinstitution for at man kan opnå et frugtbart udbytte? Svaret har i mange år været et klart ”ja”, men flere års erfaring med e-læring i undervisningen på Professionshøjskolen Absalon viser, at det er muligt at udbrede e-læring i langt flere sammenhænge end i dag.
Det fortæller Centerchef i Center for Skole og Læring Stina Løvgreen Møllenbach:
“De studerende på e-læringsholdene viser så gode resultater, at vi har iværksat en større undersøgelse af potentialet. Og det arbejde viser, at der ikke er væsentlige argumenter mod at udbyde e-læring i alle fag. Til gengæld er der masser af argumenter, der taler for at gøre det,” siger hun, “og Absalon har derfor besluttet – allerede med virkning fra sommeren 2018 – at udbyde alle læreruddannelsens fag på e-læringsuddannelsen.
“Vi arbejder hele tiden på at udvikle vores uddannelse og give det bedste afsæt for fremtidens lærere, og i en tid med nye teknologiske muligheder har det været oplagt for os at undersøge, ikke bare hvordan skolerne kan bruge de nye teknologiske muligheder klogt, men også hvordan vi på læreruddannelsen kan integrere dem i vores daglige undervisning.”
Kombination af virtuelt og fysisk fremmøde
Hos Absalon anvendes ”blended learning”, hvilket vil sige, at læringen foregår via netbaserede læringsplatforme, der suppleres med fremmødedage.
Den netbaserede undervisning gør det muligt at følge undervisningen, hvis man bor langt fra uddannelsesinstitutionen – eller af andre grunde har behov for stor fleksibilitet. Fremmødedagene er dog stadig vigtige, og derfor vil al Absalons e-læring være i et blended format.
Centerchef Stina Møllenbach understreger netop også, at e-læring ikke betyder, at undervisning på campus er fortid:
“Selv om man læser e-læring, så har man også brug for at møde de andre studerende og at møde sin underviser. Fremmødedagene bruges derfor i høj grad til de aktiviteter, der kræver høj grad af samarbejde og fysisk tilstedeværelse,” siger Stina Løvgreen Møllenbach, ligesom praktikken vil skulle tages på helt almindelig vis, men også her er Absalon fleksibel og strækker sig langt for at finde praktikplads tæt på den studerendes bopæl.
Erfaringer positive – bl.a. på Grønland
I det aktuelle arbejde med at udvikle det konkrete indhold i uddannelsen, trækkes i høj grad på erfaringer fra andre e-læringsforløb inden for kreative og musiske fag, som ikke er nyt for Absalon. Eksempelvis samarbejder Absalon med læreruddannelsen i Grønland om et e-læringsforløb i faget ”Håndværk og Design”, der har vist sig at være en stor succes.
“Det handler om at have et kollegium af undervisere, der er uddannet i at udvikle e-læringsforløb, og her er Læreruddannelsen på Absalon privilegeret ved at have undervisere, der oplever, at de kommer tæt på de studerende, også når undervisningen foregår digitalt,” siger Stina Løvgreen Møllenbach, der peger på, at den faglige dialog med den enkelte studerende foregår meget direkte, når man kommunikerer online, og der er afsat tid til, at hver enkelt studerende får direkte vejledning og feedback.
Flere kvalificerede lærere til Region Sjælland
Stina Løvgreen Møllenbach håber nu, at den øgede fleksibilitet også får betydning for søgningen til læreruddannelsen og Absalons efter- og videreuddannelse på lærerområdet.
“Vi kan se, at det typisk er de mere modne studerende, der vælger denne studieform, og de har ofte familie eller arbejde og derfor brug for stor fleksibilitet i uddannelsen,” siger hun.
En gruppe af studerende, der har særligt brug for fleksibiliteten er dem, der allerede er i gang med lærerfaget og skal opkvalificeres. Det gælder eksempelvis vikarer uden læreruddannelse eller nuværende lærere, der ønsker kompetencer i et eller flere fag.
“Vi håber naturligvis, at det nye tiltag vil medføre, at endnu flere opdager, at man på en fleksibel måde kan få nye kompetencer. Det skulle meget gerne resultere i, at vi kommer nærmere vores mål om at sikre, at skolerne i Region Sjælland får endnu flere dygtige lærere, der ikke bare har kompetencerne i orden, men også har mod på hele tiden at vedligeholde dem,” slutter Stina Løvgreen Møllenbach.
Læs mere om e-læring på læreruddannelsen.