Restaurant Kongskilde Friluftsgård præsenterer søndag den 8. februar den kvindelige trækbasunist Lea Nielsen. Hun er en af dansk jazz’ skønneste damer, og der venter elegant swingende jazz med trombonespil, der trækker på traditionerne fra de tidlige 1950’ere, efterdønningerne af swingæraen og beboppens opståen. Med sig har hun Aage Tanggaard på trommer, Thomas Ovesen på bas og Henrik Bay på guitar.

Lea Nielsen har gjort en flot professionel karriere. Hun har spillet med solister som Putte Wickmann, Gitte Hænning og Bobo Moreno og medvirker også i flere kendte Big Bands. Desuden har hun været engageret til teaterforestillinger som “Showboat”, “Chess” og “Sommer i Tyrol”. Og så er hun med i Slesvigske Musikkorps. Men det er sjældent hun udfolder sin sprudlende jazzglæde som solist med eget band, sådan som det sker i Kongskilde på søndag.

Koncerten, som er arrangeret i samarbejde med Sorø Vinterjazz, begynder kl., 13.30. Kongskilde tilbyder forinden en frokostbuffet, og plads kan reserveres på tlf. 32 82 00 70 eller info@d-kf.dk

Trombonisten Lea Nielsen kommer til Restaurant Kongskilde den 8. februar.
Lea Nielsen