Naturen kalder, Fest i gaden, Dannelsesrejse. Det er de temaer, der har været på tapetet, når Foreningen 1684-1862 har inviteret til Historisk festival de seneste tre somre. Festivalen, der fejrer den lokale historie med Holberg og Ingemann i spidsen, er kommet for at blive og hædres nu af Sorø Kommune med Kulturpris 2023.

Kulturarven har en særlig vægt i Sorø Kommune. Det er tydeligt for de fleste. Men hvordan får man gjort nogle af de vigtigste perioder i den lokale historie levende for nutidens borgere og turister? Det har Foreningen 1684-1862 sat sig for at udfolde. Med Ludvig Holbergs fødsel og B.S. Ingemanns død som de to historiske yderpunkter, har de arrangeret en årligt tilbagevendende historisk festival, der har taget fat i perioden fra forskellige vinkler. Der har været alt fra maskebal, godnathistorier, historisk madlavning, empiredans til lokumshistorier for børn og eventyr af Ingemann. Aktiviteterne og opfindsomheden har været stor, og der har været noget for alle sanser, ikke mindst synssansen når de deltagende har optrådt i tidstypiske dragter fra perioden med store kjoler, kyser og parykker.

Men også lysten til at samarbejde har været stor, så foreningen med formand Mette Skjoldan i spidsen har rakt ud til en lang række lokale samarbejdspartnere fra hele kommunen, så de i fællesskab har kunnet skræddersy et varieret program med noget for enhver smag.

”Foreningens arbejde med at levendegøre vores fælles kulturarv rammer ned i noget af det, vi gerne vil understøtte i Kultur og Fritidsudvalget,” forklarer Kasper Nygaard, der er formand for Kultur og Fritidsudvalget i Sorø Kommune.

”Et af indsatsområderne i vores nye Kultur og Fritidspolitik er netop fokus på det autentiske og på at bruge de stedsspecifikke potentialer, vi er så rige på. Og her er Sorø Historiske Festival et bud på, hvordan man kan forløse det. De har skabt en festival, der både tager fat i den lokale kulturarv, men som også rækker ud til en lang række lokale samarbejdspartnere, ildsjæle og frivillige.”

Læs mere om festivalen på deres hjemmeside: https://1684-1862.dk/

Prisuddeling den 6. december
Kultur og Fritidsudvalget overrækker Kulturpris 2023 til Foreningen 1684-1862 ved et festligt arrangement den 6. december 2023. Til arrangementet vil Trelleborg Fonden også uddele deres kulturpris, som går til Ruds Vedby Borgspil.

Arrangementet finder sted onsdag den 6.december kl. 19.00
i Byrådssalen, Det Gamle Rådhus, Torvet i Sorø.

Alle er velkomne.

Om kulturprisen
Prisen går til en person, en gruppe eller institution, der har gjort en særlig indsats eller været nyskabende på det kulturelle område. Prisen kan ikke søges, men uddeles på baggrund af en indstilling. Kulturprisen udgør 5000 kr.

Tidligere prismodtagere:
• 2022: Forfatter Karen Inge Nielsen
• 2021: Victoria Teatret
• 2020: Gamle køretøjer i Stenlille
• 2019: SUP – Sorø Ungdomsprojekt
• 2018: Billedkunstner Soli Madsen
• 2017: Lørdag i Hallen
• 2016: Kyndelmisse
• 2015: Sorø Jazzfestival
• 2014: Bogcafeen i Stenlille Kulturhus
• 2013: Kunstnergaarden i Dianalund
• 2012: Helge Torm
• 2011: Kirsten Ernst
• 2010: Sorø Kultur og fritidscenter
• 2009: Liv i Stenlille for Stenlille Festivalen.
• 2008: Museumsdirektør Ea Stevns Matzon
• 2007: Ruds Vedby Borgspil

Tillykke til Foreningen 1684-1862. Foto: ABW