Det er længe siden boligmarkedet boomede, men i Sorø Kommune ser man optimistisk på fremtiden og gør sig klar til at udstykke smørhullet Rørstensgården i den sydlige ende af Frederiksberg.

I dag lander en invitation fra Sorø Kommune i indbakken hos en lang række udvalgte typehusfirmaer og entreprenører. ”Lad os udvikle fremtiden sammen,” lyder teksten, og det er en invitation til at byde ind på et samarbejde omkring udviklingen af Sorøs nye boligområde, Rørstensgården, som ligger i den sydlige ende af Frederiksberg, lige ved Frederiksberg Skole.

Planerne om at udstykke Rørstensgården ligger i tråd med den vision, byrådet arbejder på, og som ventes vedtaget til efteråret. Visionen er, at Sorø skal tilbyde landets bedste levekvaliteter for børn og børnefamilier.

Borgmester Gert Jørgensen siger:

– Jeg har fået adskillige henvendelser fra folk der spørger specifikt til muligheden for at bygge på Frederiksberg. Folk som kender lokalområdet og som er klar til at bygge – og som venter på det helt rigtige sted.

Og Rørstensgården er det helt rigtige sted, mener borgmesteren.

– Der er ikke mange steder man kan finde så god en beliggenhed som på Rørstensgården. Man er tæt på stationen, tæt på skole, idrætsliv og gode daginstitutioner. Og så bor man naturskønt med udsigt over marker og ådal og tæt på skoven. Vi ved fra vores dialog med mange tilflyttere og potentielle tilflyttere, at der findes masser af familier, som efterspørger netop de kvaliteter.

havørn
Havørn, åbne vidder og gode pendlermuligheder skal sælge Sorø Kommunes nye udstykning, Rørstensgården