Når årets store industrimesse HI13 løber af stablen i næste uge i Herning vil man mellem vindmølleproducenter, maskinvirksomheder og underleverandører kunne møde Sorø Kommunes erhvervskontor.

Det er andet år i træk Sorø Erhverv gør sine hoser grønne blandt messens over 500 udstillere og forventede 20.000 gæster.

– En væsentlig forudsætning for at skabe vækst i vores kommune er at man kender til kommunen. At man kender til vores centrale placering midt på Sjælland og de gode vilkår vi har for erhvervslivet. Derfor bruger vi messen til at synliggøre os i forhold til vestdanske virksomheder der vil noget på Sjælland. Samtidig benytter vi lejligheden til at fortælle om de muligheder der er hos virksomheder i Sorø, hvad enten man er på udkig efter underleverandører eller man er en nyuddannet ingeniør på jagt efter et job,” siger erhvervschef Niels-Henrik Glisbjerg fra Sorø Erhverv.

På Sorø-standen vil man i år kunne høre om de to nye erhvervsklynger der er under udvikling i Sorø Kommune – en sundhedsklynge og en erhvervsklynge – og man kan høre om mulighederne for at etablere sig i det midtsjællandske.

– Vi har 17,4 hektar erhvervsjord til salg lige ved motorvejen. Hvis du bor her, har du 45 minutter til København og Odense og kun 1 ½ time til Trekantsområdet og Sydsverige. Du er med andre ord midt i det hele. Det kunne godt være interessant, hvis man er en vestdansk virksomhed som har ønsker om at ekspandere østover, siger Niels-Henrik Glisbjerg.

hi13