Lørdag den 16. februar var Enhedslisten ude i solskinnet for at snakke klima med naboerne i Sorø.
Folketingsmedlem Eva Flyvholm og Byrådsmedlem Bo Mouritzen fik en masse gode snakke med folk foran SuperBrugsen på Frederiksberg i Sorø. Og der var fin respons på den store klimaplan, Enhedslisten lige har lanceret.
Eva Flyvholm, der selv bor i Sorø, nød den gode stemning foran Brugsen:
“Det er fantastisk positivt at opleve, hvor opmærksomme folk er på klimaproblemer. Som en kvinde jeg talte med sagde: Ja, der skal jo ske noget nu, og det kan kun gå for langsomt! Hvor ville jeg ønske, at det også var stemningen på Christiansborg. Men der sker alt for lidt. Det er også derfor, vi fra Enhedslisten har lavet en konkret og ambitiøs plan for, hvordan vi kan omstille vores transport, landbrug og energiforbrug. Jeg håber, det kan sætte skub i sagerne. Det er helt afgørende for os, at den grønne omstilling skal være retfærdig. Så selv om benzin bliver dyrere, bliver almindelige indkomster og lavtlønnede kompenseret med en grøn check. Og så investerer vi massivt i kollektiv trafik med mere bus og tog i vores landområder”.