Sorø Jazzfestival ånder lettet op. Forude ved ankomsten til Sorøs Jazzland kan vi give slip og nyde en hel uges musik:

Glemt vil den panik være, som opstod forleden, da en dødsdom helt uventet blev afsagt over det ellers så fine soranske koncertklaver, som skal bruges på Kunstmuseet. Heldigvis er det lykkes at få aftalt leje af et andet klaver, der dog må hentes i København.

Overstået er også den bekymring, som en spillestedschefs forsvinden udløste. Det viste sig, at han var drattet omkuld med eksplosivt forhøjet blodtryk. Lykkeligvis har Slagelse Sygehus nu sendt ham retur til scenen, så koncertprogrammet kan gennemføres.

Richard Andersson trio åbner festivalen

Og mon ikke også samtlige Jazzfestivalens 98 medvirkende musikere vil indfinde sig som aftalt og spille en vis legemsdel ud af bukserne på os allesammen. Der har i de allersidste dage været livlig skriven og talen om alle mulige og umulige detaljer, lige fra bortkomne noder over spørgsmål om adgangveje og opstilling til de ikke uvæsentlige krav om indberetninger af dit og dat (navnlig til SKAT!).

Og så, ja, har der også været en smule kværulerende mislyde, nok uundgåelige, for ikke alle kan få lige præcis det, de ønsker sig. Andre tider, større honorarer, mere omtale og jeg-skal-komme-efter-dig…

Men nu kan det være nok: Kære ven, hils dem alle sammen, musikere og tilhørere og send opfordringen videre: Bare spil, lyt og glæd Jer! Jeg er inderligt taknemlig for at få lov til at arrangere jazzmusikken.

Koncerterne kan du finde i Dit Sorøs kalender