Vinteren har sluppet sit tag – lyset har overtaget. Det er forår, og Sorø Roklub rykker ud af vintertræningens snævre og snærende rammer og genoptager den udendørs træning.

Klubben er klar til en ny rosæson og har den glæde at indbyde til standerhejsning og bådedåb søndag den 6. april 2014 kl. 11.

Sorø Roklub håber, at sæson 2014 byder på stribevis af gode rooplevelser for roere i alle aldre – under træning og i forbindelse med deltagelse i turneringer og kaproninger på hjemmebane, på robaner i Danmarks og nærmeste udland. På hjemmebane ses frem til Junior Nordiske Mesterskaber og Sorø Regattaen den 5–6. juli 2014 og Begynderkaproningen ”Nordea Cup” den 7. september 2014.

På festdagen den 6. april skal der navngives en dobbelt sculler, som er anskaffet for de sponsorpenge, som blev roet ind ved ”24 timers roningen” den 7–8. marts 2014.

I forlængelse af standerhejsningen og de unge roeres paraderoning bydes på et mindre traktement i klubben, hvor der vil være lejlighed til at møde klubbens roere og forældrene bag den succesfulde ”24 timers roning”.

Sådan ros efter standerhejsningen

Mandage og onsdage kl. 16.30 – 18.00 er der ungdomsroning og kl. 18.00 tager kaproere og voksne over og træner. Tirsdage og torsdage kl. 18.00 er der motionsroning sideløbende med kaproer og voksne, som træner – helt nye roere er velkomne torsdag 1. maj kl. 18.30, hvor det er så varmt, at det er muligt at få instruktion på vandet.

Lørdage og søndage er det muligt at ro kl. 9.30 og ca. 1½ time – her træner kaproere og voksne. Det forudsætter, at de enkelte hold har en indbyrdes aftale om at ro.

 

stander