Kiropraktorerne i Sorø har etableret kiropraktorvagt hver anden weekend. Det sker på forsøgsbasis i 2011, hvorefter ordningen evalueres.

Formålet med en kiropraktorvagt er at hjælpe pendlere, børnefamilier eller andre patienter, som af forskellige årsager ikke har mulighed for at nå ind på klinikken inden for normal åbningstid på hverdage.

Vagten er åben kl. 9-13 hver anden lørdag i 2011. Tiden fra kl. 11.00 til kl. 13.00 er sat af til akutte behandlinger.

”Det er nogle år siden, at weekendvagten for kiropraktorerne blev nedlagt, men vi fornemmer et klart behov for at få f.eks. sit akutte lændehold tilset i weekenden. Derfor bliver de sidste to timer om lørdagen reserveret til akutte patienter”, siger Carsten Nøddeskou, indehaver af klinikken på torvet i Sorø..

De aktuelle åbningstider og datoer kan ses på klinikkens hjemmeside.