Kik ind til det hyggelige marked den 1. december kl. 15-19 og den 2. december kl. 10-14.

På Sorø Museum folder markedsboderne sig ud med salg af lokalt kunsthåndværk. Her er alt fra glaskunst til fine juledekorationer, julemærkehuse, lækkert strik og honning. I Chr. 4’s krostue er der salg af gløgg, varm kakao og æbleskiver.

Lørdag den 2. december underholder Chorus Soranus med korsang i museumsgården kl. 11.30. Mød også Lirekassemanden om lørdagen, hvor han skaber stemning på Storgade.

Til børnene er der arrangeret en sjov findeleg ”Hjælp Nissen”, hvor de kan hjælpe den glemsomme nisse med at finde sine ting. Der er gratis adgang til julemarkedet og museet både den 1. og den 2. december.

Sorø Museum har åbent tirsdag, torsdag, lørdag og søndag indtil den 21. december. Ingemanns mindestue og klunkestuen er pyntet op til jul med sirlige kreationer og julepynt, som vi kender og elsker allermest: engle, gran og gammeldags julepynt. ”Hjælp Nissen” legen, der er særlig velegnet til børn på 4-10 år, er tilgængelig i museets åbningstid.

Museumsbutikken har et særligt udvalgt sortiment af julepynt og af gaver til værtinden og til at lægge under juletræet. Nyd en kop kaffe eller en kop øl i krostuen.

 

Julemarked på Sorø Museum. Foto: Museum Vestsjælland