Vil man genopleve lyden af elegant swingende jazzklaver som det blev spillet bag Miles Davis og John Coltrane på perlerækken af udgivelser og koncerter med den berømte kvintet i 1960’erne, så kommer chancen under Sorø Jazzfestivalen.

Fredag den 25. juli sætter den bedste og absolut mest autentiske udøver af netop denne stil sig bag klaveret på Café Tre Konger i hjertet af Sorø. Ben Besiakov kommer og spiller sin tribute til Wynton Kelly, pianisten der sammen med bassisten Paul Chambers og trommeslageren Jimmy Cobb var det drivende urværk i Miles Davis kvintetten.ben

Ben Besiakov var selv med dengang. Han sad i Jazzhus Montmartre og spillede med Dexter Gordon, Johnny Griffin, Ben Webster og flere andre af alle megastjernerne, som befolkede Københavns jazzscene. Ben var kun 13 år, da han i 1969 snød sig forbi kontrolløren ind i jazzhuset for at lytte til pianisten Bill Evans. To år senere sad han selv ved klaveret. Han er et helt usædvanligt selvlært naturtalent, som knapt kan læse en node, men til gengæld ramme tangenterne så følsomt præcist som få andre. Efterhånden har han været på scenen i mere end 40 år, medvirket på mere end 100 indspilninger og turneret i Brasilien, USA, Caribien, Spanien, Rusland, Norge og Sverige.

Jazzklubstemning
På Café Tre Konger er der fine udsigter til at rigtig jazzklubstemning med klirrende glas og raslende tallerkener vil indfinde sig. Værtinden Britt Petersen disker op med frokostanretninger, og der vil blive serveret både inde og ude i gårdhaven. Desuden bliver lyden den helt rigtige. I dagens anledning rulles et opretstående Fazer koncertklaver ind på Tre Konger. Det leveres af Jens Ove Christiansens lokale musikforretning i Rolighed for enden af Østergade.

I koncerten medvirker den fremragende bassist Daniel Franck og pianistens egen søn David Besiakov på trommer.

Fredag 25. juli kl. 13.00

Tribute to Wynton Kelly: Ben Besiakov, klaver, Daniel Franck,bas, David Besiakov, trommer

TRE KONGER, Østergade 12, 4180 Sorø

Entré: 50 kr. Fra kl. 12.30 frokosttallerken med fisk, kød og kage, pris: 149 kr.

Reservation: tlf. 57834114 eller book via mail britt@cafetrekonger.dk