Bliv inspireret af en iværksættersucces
Sorø Erhverv inviterer til informationsmøde for iværksættere onsdag den 25. april kl. 19.

Foruden gode råd om forretningsplan og meget andet bliver der også masser af inspiration at hente når Paw Nielsen fra Højvang Miljølaboratorium fortæller om virksomhedens udvikling fra en enmandsbutik til en virksomhed med 70 ansatte.

Højvang Miljølaboratorium i Dianalund er en vaskeægte iværksættersucces. For 12 år siden var virksomheden ikke meget mere end et lille laboratorium i en ombygget stald som Paw Nielsen drev alene. I dag er der over 70 ansatte i virksomheden som leverer avancerede miljøanalyser af blandt andet jord, drikkevand og spildevand til virksomheder og myndigheder landet over.

Hvordan gik det til – og hvad kan man som ny iværksætter lære af Paw Nielsens historie? Det kan man blive meget klogere på til iværksættermødet som holdes på Højvang Miljølaboratorium.

Herudover bliver der gode råd til forretningsplanen, hjælp til at finde rundt i junglen af rådgiverydelser, og der kommer et oplæg fra DANA om hvordan man som selvstændig sikrer sig selv økonomisk.

Så er du iværksætter eller overvejer du at starte din egen virksomhed? Så sæt kryds i kalenderen den 25. april. Møderne er for alle – uanset hvor langt man er kommet med at skabe sin virksomhed, og uanset hvilken type virksomhed der er tale om.

”Der en masse ting man skal have styr på hvis man som iværksætter vil lykkes med sin virksomhed. På mødet bliver man godt klædt på, uanset om man er håndværker eller servicevirksomhed eller noget helt tredje,” siger Niels-Henrik Glisbjerg.

Nye tiltag på vej
På mødet vil erhvervsudviklingskonsulent Niels-Henrik Glisbjerg fra Sorø Erhverv desuden løfte sløret for en række nye tiltag i forhold til iværksættere som vil blive ført ud i livet til efteråret.

Tid og sted
Mødet finder sted onsdag den 25. april kl. 19-21.30 på Højvang Miljølaboratorium, Industri Vest 8, 4293 Dianalund

Se programmet på www.soroeerhverv.dk.

Sorø Erhverv er hånden, og iværksætteren er spiren - eller er det omvendt?