Ole Olesen er direktør i Lammefjordens Kartoffelcentral A/S i Fårevejle. Ole, der bor på Frederiksberg, er en entusiastisk jæger og en særdeles habil fritidskok.

Hvilken butik savner du i Sorø?
Jeg savner en seriøs fødevarebutik i centrum. En butik som har ferskvarer af høj kvalitet – en slagterbutik, som har delikatesser. Man kan vel sige en fødevareafdeling af Emils! Vi mangler et seriøst alternativ til supermarkederne indenfor alle kategorier. Ikke at det er dårligt, men mangfoldigheden er ”gone with the wind”.

Nogen har spillet fallit – om det er ”nogens skyld”, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men dårligt købmandskab kombineret med byplanlægningen vejer nok tungt. Ufatteligt at man kan tømme bykernen på rekordtid uden at tilføre byen noget som helst værdiskabende. Den omsætning der er skabt i discountforretningerne er ikke vækst, men kannibalisme. Få skabt en facade/indgang ud mod parkeringspladserne i den gamle Super Best – så skal der nok komme en interessant køber/lejer.

Jeg fik en parkeringsbøde i Storgade for et par uger siden! Flot at jeg ikke var bedre orienteret, men endnu mere flot af kommunen! Man burde i stedet for reklamere med ”Gratis Parkeringspladser i Bykernen” – det kunne måske skabe vækst for alle.

Hvor går du hen, når du bestiller take away?
Take away – stort set aldrig, men når, så er det nok Sushi fra Ringsted eller en Dürum fra Frederiksberg Bistro.

Hvornår har du sidst været i Sorø Kultur- og Fritidscenter, og i hvilken forbindelse?
Kan ikke huske hvornår jeg var på Fritidscentret – ærligt talt, aldrig!

Markerer du helligdagene i maj på en særlig måde (st. bededag, kr. himmelfart og pinse)?
Ja, vi forsøger at holde ”fri og fred” på helligdagene, men vi er kommet i den alder nu, hvor konfirmationerne sætter sig på nogle af dagene! I år ryger der nok også et par dage med bukkejagt, så det med fred er nok så meget sagt, men jeg kan jo lade være med at skyde lige i kirketiden!

Har du planer om at se særudstillingen om besættelsen på Sorø Museum?
Rent faktisk ja, da det er et emne som ligger mig meget nært.

Hvad er den seneste bog, du har læst?
Ravns Føde af Hanne Reintoft – super spændende bog som foregår i 1530’erne. Bogen er meget spændende, velskrevet og man kan godt fornemme at forfatteren har en fortid indenfor kvindefrigørelsen, uden det på nogen måde skal opfattes negativt.

Ole Olesen