Tersløsegaard er et af de skønne steder i Sorø, hvor der fejres Sankt Hans.

Tersløsegaard har i år inviteret forfatteren Kasper Støvring til at holde båltalen ved den traditionelle midsommerfest foran Holbergs bolig.

Midsommerfesten er både en gammel tradition og en levende nutidig begivenhed over det ganske land. Tersløsegaard inviterer igen i år til åben Sankt Hans fejring med stort bål på plænen mellem gadekæret og HolbergMuseet søndag den 23. juni. Midsommertalen holdes ved otte-tiden, hvorefter bålet tændes, mens der synges Midsommervise.
Forfatteren Kasper Støvring holder båltalen, som vil kredse om den danske natur og folkesjæl. Hans udgangspunkt er, at naturen i høj grad har formet os til dem, vi er. Det ses bl.a. i litteratur, sange, billedkunst og musik. Det handler om alt det, der har været med til at forme det danske sind. Fra den mørke vinter, der stimulerer tålmodighed, til de lyse nætter, der kalder den berømte danske sammenhængskraft frem.

Kasper Støvring. Pressefoto.

Kasper Støvring, som er bosat i Sorø, er cand. mag. i litteraturvidenskab og kendt som debattør, der taler for at fastholde Danmark, som det ser ud nu. Han har udgivet en række debatbøger og kunstnerbiografier, og han har undervist både på Syddansk Universitet og Handelskolen i Slagelse, ligesom han har været bibliotikar på Herlufsholm og er knyttet til Berlingske Tidende som blogger.

Søndag 23. juni kl. 20.00
Sankt Hans fest på plænen foran Tersløsegaard med stort bål og fællessang.

Ingen entré.

Sankt Hans Aftens program:
20.00 – Samling omkring bålpladsen foran Tersløsegaard
Ca. 20.20 – Båltale af Kasper Støvring
Ca. 20.40 – Bålet tændes, mens der synges omkring bålet