Stigende smittetal får flere til at brevstemme til kommunal- og regionsrådsvalget den 16. november, meddeler Sorø Kommune. 

Valgdagen er demokratiets festdag, og der er noget helt særligt over stemningen på valgstederne, hvor vi mødes for at give vores bud på, hvem der skal tegne fremtiden i kommunalbestyrelser og regionsråd.

I år drypper de stigende covid 19-smittetal dog malurt i bægret. Og selvom valgstederne er klar med håndsprit, udluftning og god afstand for at sikre en tryg valgdag for alle, kan der alligevel være nogle, som hellere vil undgå at møde frem på valgstedet.

Du kan brevstemme på Sorø Rådhus og Dianalund Bibliotek
Hvis du er bekymret for at møde frem på valgstedet, eller hvis du er forhindret i at møde frem på valgdagen, har du mulighed for at brevstemme frem til på fredag den 12. november.

I Sorø Kommune kan du brevstemme i Borgerservice på Sorø Rådhus og på Dianalund Bibliotek. Du møder blot op og afgiver din stemme. Du behøver ikke medbringe valgkort, men husk legitimation som fx sundhedskort eller kørekort. Og vær forberedt på, at der kan være ventetid, hvis mange vælger at brevstemme.

Du kan også brevstemme i Borgerservice i andre kommuner. Så bliver din stemme sendt til din hjemkommune.

Her kan du brevstemme:

Borgerservice på Sorø Rådhus
Mandag-onsdag: 10.00 – 13.00
Torsdag: 10.00 – 17.00
Fredag: 10.00 – 13.00 (fredag den 12. november kl. 9-16)

Dianalund Bibliotek
Mandag: 13.00 – 17.00
Tirsdag: 10.00 – 14.00
Torsdag: 13.00 – 17.00

Foto: ABW