Af Lars Damgaard, Kandidat, Dansk Folkeparti Sorø – KV21

I forlængelse af de Radikales åbne brev til kommunalbestyrelsen i Sorø, hvori Sascha så flot på fælleskabets vegne foreslår ”Hjælp til Afghanske flygtninge”, vil jeg foreslå at de radikale for én gangs skyld påtager sig det ansvar der følger med en så åben invitation. For én gangs skyld virkelig er ”Radikal” (tager fat om roden).

Først og fremmest ville det være på sin plads at Sascha og de øvrige kandidater, viser det storsind de så flot tilbyder på fælleskabets vegne. Hvorfor tilbyder I ikke selv at huse og forsørge en familie fra eksempelvis Afghanistan. For jeg antager at der ud over hjerterum til flygtninge, også må være hjerterum til alle vores lokale udsatte borgere, mennesker der for hver eneste indvandrer vi modtager, må afgive endnu mere hjælp og omsorg i hverdagen.

Når man opfatter sig selv som værende af den selvretfærdige politisk korrekt middelklasse, og lever på privilegeret afstand af de virkelige sociale udfordringer, er det er muligt man kan tillade sig at have frelste synspunkter. Der findes ikke noget lettere end at sidde med en kop urtete, foran sin egen fine PC, i sine egen varme trygge stue, og vise storsind.

Hvor ville det være skønt hvis der for én gangs skyld bare var én Radikal, der ville være storsindet nok til at pege på dem der så nu skal betale. Er det igen vores børn, er det igen vores socialt udfordrede familier, er det igen de handicappede, er det igen de ældre, eller hvem er det?

Lars Damgaard, pressefoto