Oplev en sjov og hjertevarm forestilling for de 3-5 årige på Sorø Bibliotek d. 4. marts.

Hattemågen er et sjovt, hjertevarmt og sødt teaterstykke om en fin dame, der har købt et flot sommerhus ved et smukt hav. Hun glæder sig meget til at skulle på ferie og til at nyde den dejlige fred og ro. Men men men, det bliver slet ikke, som hun havde regnet med. Sommerhuset viser sig nemlig at være en gammel fiskerhytte som allerede er beboet af en måge… Så ro og renlighed er der ikke meget af, og ferien bliver helt anderledes end forventet! Men måske bedre end forventet.

Glæd jer
Hattemågen er en humoristisk forestilling for det yngste publikum, der minder børn og voksne om, at ikke alle gode oplevelser kan planlægges på forhånd. Nanni Lorenzen fra Randers Teater er helt fantastisk i rollen som den fine dame, og både børn og voksne har bestemt noget at glæde sig til, når Randers Teater besøger Sorø Bibliotek.

Billetter til forestillingen koster 25,- kr. og kan købes på bibliotekerne i Sorø og Dianalund samt på bibliotekets hjemmeside soroebib.dk. Spillestedet er Sorø Bibliotek & Bykontor, Storgade 7.

Foto: Randers Teater, Martin Gundesen