Vi interviewer her i vinteren en række borgere om deres forhold til Sorø og mulighederne i midtbyen. I dag deltager Hans Christan Søgaard Andersen, indehaver af KLONK SmBa.

Hvad er det bedste ved at bo i Sorø?
Den friske luft, den smukke natur og at bo tæt på stationen.

Deltager du i det lokale foreningsliv?
Jeg er formand for Delebil Sorø samt medlem af bestyrelsen i Radikale Venstre Sorø.

Har du en yndlingsbutik i midtbyen?
Jeg har flere; Emils Chokolade, Det lille køkken og Sejers Konditori (hvis man kan kalde det butikker).

Hvad er dit indtryk af det nye kunstmuseum?
Jeg har det indtryk, at det har fået gode anmeldelser for sin arkitektur, og at det er blevet opført for “private” midler.

Har du nogensinde været til koncert i Sorø?
Nej, den musik der bliver præsenteret rammer ikke mig som målgruppe, hverken det klassiske eller det beat orienterede.

Hvornår har du sidst været rundt om én af søerne?
For 4-5 dage siden løb jeg rundt om Sorø sø.

Har du planer om at fejre kyndelmisse i Sorø?
Nej, det har jeg ingen planer om, men jeg kan sagtens være impulsiv.

Hvad savner du i Sorø?
Don’t get me started :-). Jeg savner, at der investeres mere i børn og unge området, og at udbuddet af tilbud bliver mere varieret i forhold til børnefamilier, så Sorø kan blive attraktive for flere tilflyttere og mennesker med forskellige nuancer og er i stand til at kunne fastholde disse.

Jeg savner, at man gør noget mere for erhvervs inkubations miljøet og får skabt nogle flere arbejdspladser, så vi kan fastholde de ressourcestærke borgere her i Sorø og måske tilbyde dem interessante arbejdspladser, uden at de går kolde i pendling og stress.

Jeg savner, at Sorøs foreninger forener sig i et Sorø I F så vi kan blive større sammen og reklamere for Sorø på landsplan i en helhed. Jeg savner en fornemmelse af, at der er styr på den kommunale økonomi, så vi kan komme ud af alle de der upopulære statistikker med høj skat og lavt serviceniveau.

Men jeg savner mest af alt en svømmehal, sådan en som de har i Ringsted, med panorama vinduer ud mod Sorø sø, så vores børn kan få noget svømmeundervisning, men også et sted hvor man kan slappe af, måske i forbindelse med en cafe med udsigt over søen, så der kan blive tid til fordybelse.

Og så til sidst kunne jeg godt tænke mig at slippe af med alle de tomme lokaler omkring stationen og Sorø C som ejes af spekulanter. Jeg savner også en bedre infrastrukturplanlægning som tager hensyn til børnefamilier, cyklister og gående. Og jeg savner et engagement i lokal politik fra min egen generation, så vi kan få styr på tingene og ikke bliver taget ved næsen af den gamle generation. Jeg tror kun der sidder én i byrådet, som selv har hjemmeboende børn. Det kan man da ikke kalde et repræsentativt demokrati.

Familien Søgaard Andersen (Fotograf: Kim Rasmussen)