Igen i år afholder Sorø Gymnastikefterskole GymCamp, og der er nu åbent for tilmeldinger. Det sker den 26. – 29. juli. GymCamp består af fire dage fyldt med gymnastik, sjov og samvær for unge i alderen 11 – 16 år. Der vil være dygtige instruktører til at sørge for sikkerheden og kvaliteten i undervisningen.
Udfordring til alle
På GymCamp er der garanteret udfordring til alle – uanset om man er til parkour, springgymnastik eller Grand Prix. Inden campens start skal man tilmelde sig én af linjerne. Parkourlinjen nyder godt at det splinternye parkourcenter samt det udendørs område specielt beregnet til parkour. Springgymnasterne kan give den gas i det store springcenter med masser af springgrave, stortrampoliner og en 25 meter lang springbane. Til rytmepigerne er der en stor spejlsal, hvor rytmetræningen vil foregå.
Ved campens start deles gymnaster op i grupper efter gymnastisk niveau, så deltagerne mødes lige præcis dér, hvor de er. I alle andre aktiviteter er grupperne blandet af alle deltagere, så der er rig mulighed for at knytte venskaber og skabe fællesskaber på kryds og tværs. Der er altså plads til alle, uanset om man er til vilde spring eller elegante bevægelser, og uanset hvilket gymnastisk niveau man befinder sig på.
Der er fuld forplejning under hele opholdet, og under campen bliver der uddelt en GymCamp t-shirt. Campens trænere er alle tidligere gymnaster inden for Grand Prix, parkour eller springgymnastik, og de glæder glæder sig til at modtage deltagerne. På GymCampens Facebook-side vil trænerne løbende blive annonceret.
Tilmeldelse sker via dette link.