Standerstrygning ved Oline og Emilie
Standerstrygning ved Oline og Emilie

Af Ulla Krüger Hvid

Standerstrygningen d. 31. oktober, som blev foretaget af Oline og Emilie, markerer afslutningen på udendørssæsonen 2015. Samtidig var klubbens unge kaproere til træningssamling i Bagsværd eller deltog ved en anden roklubs 24-timers udfordring, og som vanligt er alle klubbens roere meget aktive.

Sæsonen har budt på omkring 80.000 roede km af alle Sorøs roere – nye som gamle, unge som ældre. En mild vinter sikrede at kaproerne kom tidligt igang på vandet, og de har haft en forrygende sæson med succes i alle aldersklasser.

Ved standerhejsningen i foråret kunne Morgen-roerne, U-roerne og Motionisterne slutte sig til og nyde naturen på søen i fulde drag. Mange ture er roet i gode venners lag og mangen en ugle er fanget og sluppet fri igen til ny jagt.

Standerstrygningen markerer også starten på vintersæsonen. Roklubben har gennem årets løb – inspireret af erhvervslivet – gennemført en større LEAN-process. Men selv om bådhallerne er blevet finkæmmet og fremstår strømlinet, kan det ikke afhjælpe det faktum at roklubbens kvadratmeter slet ikke står mål med den efterspørgsel der er. Både som kunne benyttes i vinterhalvåret må lægges til side, og der bliver ugentligt lagt puslespil med ro-tider og rykket rundt på materiellet for at få kabalen til at gå op, så klubben kan gennemføre den daglige vintertræning.

Jan Preisler, Ole Arvad, Lars Bo Andersen, Bo Vilhelmsen og styrmand Laila Hjort
Jan Preisler, Ole Arvad, Lars Bo Andersen, Bo Vilhelmsen og styrmand Laila Hjort

Vintertræningen foregår primært i roergometre (ro-maskiner) – Stand alone – flere ergometre sammen i række som slides og rospinning til musik i skiftende rytmer og intensitet. Hertil kommer styrketræning, spinningcykler, bordtennis, svømning og ugentlig gymnastik, så roerne er meget alsidige.

Klubmesterskabet 2015 blev roet i et skønt efterårsvejr, og der blev trukket lod om pladserne i Gig-bådene mellem Morgen-roere, U-roere, kap-roere, Masters-roere og Motionister og en tæt sejr gik til:

Jan Preisler, Ole Arvad, Lars Bo Andersen, Bo Vilhelmsen og styrmand Laila Hjort. Efterfølgende afsluttedes sæsonen med fest og fællessang.