PRESSEMEDDELELSE

Sorøs grønne ambassadører
Fredag den 23. september kl. 15.30 vil Borgmester Ivan Hansen ved et åbent arrangement på Cafe Tre Konger overrække diplomerne til tre grønne ambassadører. Følg de grønne fodspor!

Frem til den 2. oktober vil en række grønne fødder sætte deres aftryk på udvalgte butikker i Sorø. Det sker i forbindelse med Klimafestival Sjælland 2011, hvor de grønne fodspor vil vise vej til de butikker, der gør en ekstra indsats for miljøet i deres daglige drift. Hvidt og Frit samt Sorøs Turistkontor har begge fået fornyet deres Grøn Butik-diplom for deres miljøindsats, og cafe Tre Konger er netop blevet certificeret.

Fredag den 23. september kl. 15.30 vil Borgmester Ivan Hansen ved et åbent arrangement på Cafe Tre Konger overrække diplomerne til de tre grønne ambassadører. Grøn Butik certificering sker på initiativ af Grønt Forum i Sorø Kommune.

I forbindelse med diplomoverrækkelsen er den årlige kampagne for Grøn Butik er nu nået til Sorø. Det kan blandt andet ses på de grønne fodspor, der på fortovene viser vej til byen tre indehavere at et grønt diplom, nemlig Hvidt og Frit, Turistkontoret og Cafe Tre Konger. Med kampagnen ’Grønne Fodspor’ viser butikkerne og caféen, at de går foran, når det gælder om at sætte miljø og klima på dagsordenen.

Grønne ambassadører
”Som Sorøs grønne ambassadører kan de grønne butikker være med til at inspirere andre butikker i byen til at blive grønne, når de under Klimafestivalen sætter deres grønne fodspor i bybilledet”. Det fortæller energivejleder Anders K. Knudsen, som med meget simple indsatser, hjælper butikkerne til at gøre en forskel på miljøfronten.

Mange butiksejere har for længst opdaget de mange fordele, ved at være grøn butik. Udover den gode grønne samvittighed diplomet giver, kan certificeringen i høj grad mærkes på pengepungen i form af store besparelser på elregningen. I alt er ca. 340 butikker på landsplan blevet certificeret som Grøn Butik. Fælles for Grønne Diplomer er deres fokus på miljø- og energiforbedringer i driften.

”I Energitjenesten tror vi på, at vi kun har set starten af den grønne bølge i forhold til miljøcertificering af butikker og virksomheder, og at det vil brede sig i trit med, at der kommer mere og mere fokus på klima og miljø i det danske erhvervsliv”, siger Anders Knudsen fra Energitjenesten.

Forbrug med miljøhensyn
Med diplomordningen Grøn Butik er det desuden blevet en hel del nemmere for forbrugerne at shoppe miljøbevidst. For handler man i en Grøn Butik, ved man med sikkerhed, at der bliver gjort en indsats ved at spare på belysning, transport, emballage og affaldssortering m.m. siger Dorte E. Nielsen fra Grønt Forum.

Miljøcertificeringen kontrolleres løbende af Netværket for Grøn Butik.