Kender du følelsen af at blive overvældet, når du åbner dit tøjskab, men alligevel ikke føle, at du har noget at tage på? Og har du oplevet at have svært ved at give slip på noget bestemt tøj, selv om du inderst inde godt ved, at du aldrig kommer til at gå med det igen?

Laura Astrid Colstrup som er uddannet oprydningsmentor – og som også er en del af Det Kollektive Klædeskab – kommer forbi Sorø den 11. november kl. 19 for at hjælpe, og du er inviteret med.

Laura skriver om foredraget:

“Som oprydningsekspert ved jeg, at vi er mange, som gemmer på tøj, som ikke længere passer til os og til det liv, vi ønsker at leve, men af forskellige årsager kan vi have svært ved at skille os af med det. Det kan være alt lige fra tøjets potentiale og affektionsværdi til den økonomiske værdi af det.

Jeg gennemgår de typiske grunde til, at vi har svært ved at give slip, så du bedre kan blive opmærksom på dine mønstre og hjælpe dig selv til at få nye vaner. Jeg giver dig nogle helt konkrete og håndgribelige råd med på vejen til, hvordan du kan skabe en mere overskuelig garderobe, som kun indeholder tøj, som du har lyst til at iføre dig, så du ikke længere skal bruge tid og energi på tøjkriser og på at have dårlig samvittighed over alt det tøj, som hænger og samler støv i dit skab.”

Efter foredraget, hvor man også kan stille spørgsmål, kan dem, der har lyst, gå med over i Det Kollektive Klædeskab i Østergade 8b til the, bobler og sødt, og for medlemmer også mulighed for at bytte tøj.

Tilmelding er nødvendig pga. begrænsede pladser og kan ske i butikken eller på mail til soroe@detkollektiveklaedeskab.dk senest d.11. november kl. 12.

Foredraget er et privat arrangement og foregår i bibliotekets læsesal på 1.sal.

Man kan sagtens melde sig ind i Det Kollektive Klædeskab i forbindelse med arrangementet. Og der vil som altid være point på kontoen, når man melder sig ind, så man kan gå i gang med at bytte med det samme.

 

Foto: ABW
Del på sociale medier