PRESSEMEDDELELSE

Iværksættermøde blev et hit
Der var fuldt hus og stor spørgelyst, da Sorø Erhverv inviterede til informationsmøde for iværksættere onsdag aften på Gefion.

Ca. 30 deltagere var mødt op til Sorø Erhvervs iværksættermøde onsdag aften. Mødet er det andet iværksættermøde Sorø Erhverv afholder her i efteråret. Og der var stor interesse for aftenens emner.

Iværksætter Malene Topp fortalte om livet som iværksætter på godt og ondt, og gjorde det klart at det at opbygge og drive sin egen virksomhed ikke er et 37-timersjob. Man skal være klar til at knokle 50-60 timer om ugen, sagde hun – uden dog at afskrække de håbefulde nye iværksættere.

Carina Christensen fra DANA fortalte om mulighederne for at komme ”tilbage i systemet”, hvis iværksætterdrømmene viser sig ikke at kunne bære. Også her var spørgelysten stor, og det er tydeligvis et emne som optager mange der overvejer at tage springet som iværksætter.

Erhvervsudviklingskonsulent Niels-Henrik Glisbjerg fra Sorø Erhverv siger: ”Der er mange som gerne vil starte deres egen virksomhed, og de vil ikke gøre det i blinde. De vil kende deres muligheder, og de forstår – måske i højere grad end tidligere – vigtigheden af at sikre sig både økonomisk og i forhold til at skaffe kompetent rådgivning i forløbet.”

Også interessen for Sorø Erhvervs lokale rådgiverbørs var stor. Her kan iværksætterne blive koblet til professionelle rådgivere inden for bl.a. jura, revision og markedsføring.

På baggrund af den store tilslutning til de netop afholdte iværksættermøder har Sorø Erhverv besluttet at udbyde et decideret iværksætterkursus umiddelbart efter nytår. Her kan iværksætterne over seks mødegange komme i dybden med emner som forretningsplan, juridiske aspekter, finansiering og markedsføring. Også A-kasseforhold vil blive berørt på kurset. Kurset er tilrettelagt af Sorø Erhverv, og det vil hver gang være eksperter fra de forskellige områder som underviser deltagerne og svarer på spørgsmål.

Niels-Henrik Glisbjerg siger: ”Iværksætterne er utroligt vigtige – for samfundet som helhed og også for lokalsamfundet. En stor del af fremtidens vækst skal komme fra iværksættervirksomheder. Derfor er det et vigtigt sted for os i Sorø Erhverv at sætte ind, og interessen for iværksættermødet viser, at vi har ramt rigtigt i vores vurdering. Der er en stor interesse for emnet og mange som gerne vil vide mere før de tager springet.”

Iværksættermødet var et led i den internationale iværksætteruge i Uge 46.