Fyrtårnsprisen i Sorø gik i år til firmaet Varig Teknik og Miljø, der har speciale i affaldshåndtering. Det konservative byrådsmedlem Sofie Ullerup Torpegaard overrakte prisen til direktør Preben From Hansen, der takkede for prisen. For at vinde prisen er det afgørende, at man har formået at sætte Sorø på landkortet, og det gør Varig med sine innovative affaldssystemer til virksomheder og kommuner overalt i Danmark, Sverige og Norge.
Prisuddelingen fandt sted til Sorø Erhvervs nytårskur, der efter nogle måneders forsinkelse pga. coronarestriktioner mandag aften endelig kunne afholdes hos VKST på Fulbyvej.
Omtrent 150 erhvervsfolk og politikere fra hele kommunen var mødt op til festlighederne, der ikke blev mindre festlige af aftenens konferencier, Carsten, som i mange år har været tilknyttet en større organisation i Vridsløselille og inden da havde oparbejdet stor erfaring i import fra vistnok Sydamerika, via Holland!
Ikke et øje var tørt da Carsten – også kendt som journalist Merete Jensen fra Sorø Avis – foldede sig ud, og med stor brutalitet roastede de fremmødte erhvervsfolk og politikere, dog heldigvis uden lussinger. Og til erhvervschef Laila Carlsens formentligt endnu store glæde; uden at skatteyderne i Sorø skulle punge ud med mere end en ramme øl til den kåde konferencier (se en lille smagsprøve nederst).
Dit Sorø fik disse stemningsbilleder…
Foto: SDL