Sorø Vinterjazz udvider programmet med en suveræn kvartet af Danmarks bedste gamle jazzherrer. De spiller på Café Tre Konger lørdag den 13. februar.

Det er knapt til at tro, men her er fire erfarne jazzkoryfæer, som bare spiller en vis legemsdel ud af bukserne på de fleste yngre kolleger. Det er legender fra det rigtige gamle Jazzhus Montmartre i København: Frisøren fra Vanløse, trommeslageren Alex Riel, direktøren for DFDS Leif Juul Jørgensen med sin originale Marno Sørensen klarinet fra 1957, den danske Oscar Peterson-klon pianisten Søren Kristiansen og den mesterlige bassist Jesper Lundgaard. I oktober i år indtog de med deres nye kvartet igen Montmartres scene med bragende succes – og nu har de netop sagt ja til at give en vinterkoncert i Sorø. Det bliver lørdag aften den 13. februar på Café Tre Konger, og der kan loves swingende jazz med højt humør.

De fire meget voksne herrer spiller uden komplekser melodier som Perdido, Doxy, Lady be good og All of Me fra det klassiske jazzrepertoire. ”Banalt”, ville man måske vrænge, hvis det ikke lige netop var fordi musikken bliver leveret med en overlegen afslappet indlevelse og ægte glæde ved denne lige-ud-ad-landevejen jazz. Ingen af de fire skal jo bevise, at de kan. Forlængst har de alle nået toppen af jazzen.

Fire jazzkarrierer
Alex Riel blev i 1965 kåret som Årets Danske Musiker, turnerede med pianisten Bill Evans, dannede kvintet med trompetisten Palle Mikkelborg og har spillet med Kenny Drew, Niels Henning Ørsted Petersen, Dexter Gordon, Stan Getz og Ben Webster, foruden Savage Rose og sang-skjalden Sebastian. Klavervirtuosen Søren Kristiansen debuterede med Jørgen Svare Trio på Copenhagen Jazzfestival i 1985 og har siden spillet med bl.a. Jesper Thilo, Finn Ziegler, Harry ”Sweets” Edison, James Moody, Art Farmer og Putte Wickman.

Bassisten Jesper Lundgaard startede sin karriere som 16 årig og har siden 1970’erne spillet med bl.a. store amerikanske jazznavne som Roy Eldridge, Eddie Lockjaw Davis og Jimmy Raney samt med Svend Asmussen og DR Big Band. Og Leif Juul Jørgensen er en forbløffende mand, der siden sin jazzdebut med Arnved Meyers Orkester i 1960’erne har givet den med sin Edmond Hall-inspirerede klarinet sammen med stjerner som Wild Bill Davison, Bud Freeman og Vic Dickinson samtidig med han gjorde karriere som direktør for flere af Danmarks største virksomheder bl.a. DFDS, MolsLinjen og Hempel.

Ubeskedent kalder de fire sig for Danish Jazz Quartet. Men det er heller ikke hverdagskost at kunne lytte til dem. Så et godt råd er at sikre sig plads på forhånd til deres koncert i Sorø den 13. februar.

Lørdag 13. februar kl. 19.00
DANISH JAZZ QUARTET: Leif Juul Jørgensen, klarinet, Søren Kristiansen, klaver, Jesper Lundgaard, bas, og Alex Riel, trommer.

CAFE TRE KONGER, Østergade 3. 4180 Sorø

Entré: 100 kr. (menu tilbud 3-retter 295,- kr.: fisk/skaldyr forret + unghanebryst med saltbagte kartoftler og grønt + chokoladekage/frugt dessert).

Reservation: tlf. 57 83 41 14, britt@cafetrekonger.dk