Det frivillige arbejde i Sorø Kommune får en gevaldig vitaminindsprøjtning. Social- og Integrationsministeriet har netop bevilget 550.000 kroner til etablering af et nyt Frivilligcenter, og Sorø Kommune følger trop og lægger 190.000 kroner i det nye center. Det skriver Sorø Kommune i en pressemeddelelse.

Målet med frivilligcentret er at synliggøre og støtte op om det eksisterende lokale frivillige sociale arbejde og hjælpe nye initiativer i gang. Frivilligcentret kan bl.a. hjælpe foreninger med medlemsrekruttering, PR-arbejde, fundraising, konflikthåndtering og bestyrelsesarbejde.

Frivilligcenteret er en selvejende institution, som kommunen ikke kan bestemme over. Det åbner først efter sommerferien, men den 19. marts 2013 kl. 19 afholdes informationsmøde og generalforsamling på Borgerskolen i Sorø. Alle er velkomne.

Kontakt
Helge Christensen, bestyrelsesformand i Frivilligcenter Sorø, telefon 58 26 49 60.

frivillige