Mødested:
Sorø Kultur og Fritidscenter, lokale 111
Frederiksvej 27
4180 Sorø
soroe@lions.dk
Uselvisk indsats
Lions Club er en verdensomspændende humanitær hjælpeorganisation, som støtter værdigt trængende globalt såvel som lokalt. Det internationale logo er det velkendte emblem med det guldfarvede L og de to løver, der ser til begge sider. De symboliserer medlemmerne, der kigger efter områder, hvor der er behov for en uselvisk indsats. Blandt de værdier som løverne holder højt, og som logoet udtrykker, er trofasthed, mod og engagement, ærlighed, mildhed, renhed og gavmildhed.
Lions blev oprettet i USA i 1917, hvor mange syntes, at verden behøvede mere medleven og mindre selvoptagethed. I 1950 kom de til Danmark. Lionsklubberne i Danmark donerer årligt omkring 25-30 millioner kroner til humanitære formål. Disse penge fordeles suverænt af den enkelte klub og går til både internationale, nationale og formål i nærområdet.
Lions Club i Sorø startede i 1972 og er en del af 300 Danske klubber med tilsammen godt 5.000 medlemmer. På verdensplan er der 1,4 millioner medlemmer fordelt på 45.000 klubber i mere end 200 lande.
Medlemmerne af enhver lokal afdeling af Lions Club betaler et månedligt kontingent, som indebærer, at for hver tjent krone går 0% til administration. De indtjente midler går derfor ubeskåret til hjælpearbejde.
Sjovt samvær og gode oplevelser
Lions Club Sorø stræber til stadighed efter at skabe arrangementer, som kan understøtte ambitionen om at samle midler til værdigt trængende humanitære formål fortrinsvis i lokalområdet. Arrangementerne tilsigter samtidig i sig selv at bidrage til fælles oplevelser til gavn for sammenhængskraften i lokalsamfundet.
Det skal være sjovt at være medlem af Lions! Når medlemmerne mødes sker det ikke sjældent til spændende foredrag eller virksomhedsbesøg, og det glade samvær med klubkammeraterne er for mange en væsentlig grund til, at medlemsskabet fornyes år efter år. Mange er medlemmer på livstid, hvilket er en sjældenhed i en tid med mange andre muligheder for networking.
Midlerne til hjælpearbejdet skaffer Lions via aktiviteter, og i Sorø er Lions især kendt for deres julefrokost i december og nytårskoncerten i klosterkirken. Mange har også prøvet lykken i Lions’ tombola, der stilles op ved en række velbesøgte arrangementer i Sorø Kommune.
Hvordan bliver man medlem?
Det er ingen hemmelig loge, men man skal inviteres af et Lions-medlem. Kender du ingen i Lions, er du velkommen til at kontakte klubben, som mødes på “Værkerne” to gange om måneden.
Sådan kan du søge om støtte hos Lions Club Sorø
Klubben indsamler penge til gavn og støtte lokalt, nationalt og internationalt.
Når du sender en ansøgning er der et ønske om penge til at dække et behov af social, almennyttigt eller humanitær art. Eller med andre ord: At gøre en forskel for andre. Lions i Sorø støtter ikke, hvor det offentlige yder støtte og heller ikke uspecificerede driftstilskud. Det samme gælder for projekter, som har klare politiske, religiøse eller missionerende formål.
Du skal beskrive projektet og den forskel det gør, at få penge fra Lions Club i Sorø. Husk også at beskrive projektet og vedlæg et budget samt kontaktoplysninger. Ansøgning sendes til soroe@lions.dk
sølvpartner